Categories
Effektivitet

Folketingsvalg – skal du følge med i alle de mange valgprogrammer, debatter og analyser?

Uanset om du følger med i nyhederne eller ej, så har du næppe kunne undgå at bemærke, at folketingsvalget er lige rundt om hjørnet.

Fordi folketingsvalget nærmer sig med rakse skridt, så har de danske tv kanaler valgt at rydde sendefladen, så de kan sende valgprogrammer, debatter og analyser i et væk. Alt sammen for at hjælpe dig med at finde ud af hvilken kandidat du skal stemme på.

Det samme gælder aviserne. Det meste af dem handler i øjeblikket om valg, valg og atter valg.

Skal du følge med i det hele?

Som ansvarlig vælger gælder det om at følge med i det hele, så du kan stemme på den rigtige kandidat til valget. Eller gør det? Er det en god ide at følge med i alle valgprogrammerne og læse løs om valget i aviserne?

Første problem er, at det ikke er spor effektivt at sidde og se valgprogrammer etc. Det tager en helvedes tid og du ændrer næppe mening af den grund. Som med så meget andet, så har du nemlig allerede nogle meninger, som du vil søge bekræftet når du ser programmerne. Uanset hvad du påstår, så vil du næppe være åben over for nye meninger, der kan få dig til at stemme anderledes.

Og hvis valgprogrammerne virkelig får dig til at ændre mening, så er det spørgsmålet hvad der er årsagen. Er det fordi du pludselig ser tingene fra en ny og bedre vinkel eller er det fordi du er blevet påvirket af, at den ene politiker gør sig bedre på skærmen end den anden?

Oven i det, så får valgprogrammerne dig nemt til at fokusere på enkeltsager fremfor det store perspektiv. Lige nu kører debatten om øget grænsekontrol – men uanset hvor tåbeligt man mener øget grænsekontrol er, så er det en enkeltsag, der ikke burde være i fokus i et 4-årigt perspektiv (eller hvor længe der nu er til næste folketingsvalg). Om et år, så er sagen om øget grænsekontrol glemt af de fleste, men alligevel, så er den sag med til at afgøre det kommende valg.

Det tager kun 5 minutter

Men hvad skal du så gøre, hvis du ikke skal se valgprogrammer og læse løs om valget i aviserne? På en eller anden måde skal du jo finde ud af hvem du skal stemme på, hvis du ikke stemmer blindt på det samme parti til hvert eneste valg.

For at finde ud af hvem jeg skulle stemme på, så lagde jeg en simpel og effektiv strategi. Det tog under 5 minutter og så vidste jeg hvilket parti jeg skulle stemme på til det kommende valg.

Jeg fandt med andre ord ud af hvem jeg skulle stemme på på kortere tid end det tager et par tv-værter at sige goddag og introducere endnu et valgprogram, som du sagtens kan leve foruden.

Det jeg gjorde var simpelthen at besøge Politikens hjemmeside og tage deres test, hvor man kan svare på 20 spørgsmål og på den måde finde ud af hvilken kandidat man er mest enig med.

Er jeg dybt uansvarlig?

Nogle vil sikkert sige, at det er dybt uansvarligt kun at bruge 5 minutter på at forbedrede sig på at stemme, men det mener jeg ikke. Tværtimod, så er jeg fristet til at sige, at det er uansvarligt at se valgprogrammer og hvad ved jeg.

I modsætning til stemmerne fra folk der ser valgprogrammer, nyheder, etc., så er min stemme nemlig ikke påvirket af kandidaternes skærmtække, enkeltsager og alt muligt andet. Min stemme handler kun om mine holdninger, hvilket vel er hvad man bør stemme udfra.

Men hvad synes du? Hvordan finder du ud af, hvem du skal stemme på?