Categories
Bolig Familie Grej Minimalisme

5 gode grunde til hvorfor børn ikke skal have fjernsyn på værelset

Lige fra vi fik vores første barn har jeg vidst, at de aldrig vil få deres eget fjernsyn på værelset. For hvorfor i alverden skulle jeg hjælpe til med at gøre dem mindre kreativite og fantasifulde? Hvorfor skulle jeg hjælpe til med at skade forholdet mellem dem og os som forældre?

Men det viser sig faktisk, at det er langt mere skadeligt end som så at give børn deres eget fjernsyn på værelset. Det er faktisk skadeligt som bare fanden, hvis man skal tro en amerikansk undersøgelse:

  • Børn med fjernsyn på værelset læser mindre og klarer sig dårligere i skolen.
  • De har større risiko for at blive overvægtige, da der ryger flere usunde snacks ned i gabet.
  • De har over dobbelt så stor risiko for at begynde at ryge!
  • De sover dårligere, med hvad det måtte medføre af dårligdomme.

Derudover, så ser børn med fjernsyn på værelset mere fjernsyn (surprise, surprise). Og når de ser fjernsyn, så kan forældrene ikke følge med i hvad de sidder og ser.

Godt at vi har valgt at børnene aldrig vil få deres eget fjernsyn på værelset – og endnu bedre at de ikke allerede har et (for så er fanden løs, hvis man vil have dem til at afgive det igen).

Ikke de bedste venner

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at fjernsyn og jeg ikke er de bedste venner. Da jeg boede alene, så havde jeg i lang tid ikke noget fjernsyn – og det ville jeg bestemt heller ikke have nu, hvis jeg ikke havde nogen familie.

For børn skal se fjernsyn. De skal bare ikke se ret meget af det – og det de skal se, skal være kvalitetsudsendelser og ikke alt muligt bang-bang tegnefilms crap.

Kvalitetsudsendelser er fx. Lille Nørd, som vi med stor glæde ser sammen med børnene. Eller Sebastian og dyrene, der på et tidspunkt kørte om morgenen på DR (vi optog det selvfølgelig, så vi kunne se det om aftenen – morgentv er noget fanden har skabt for familier der gerne vil parkere børnene mens far og mor får fred til at læse avisen).