Categories
Grej

Gang i pedalerne II – to uger på elektrisk mountainbike (anmeldelse af Univega HT-E-50)

elektrisk mountainbike, Univega HT-E-50Efter at have haft fornøjelsen af en traditionel elcykel for et par uger siden, så er turen nu gået videre til at have haft fat i en elektrisk mountainbike.

En elektrisk mountainbike er ikke ligefrem noget man ser hver dag. Faktisk, så overraskede det mig lidt at man overhovedet kunne få sådan en, men Copenhagen Ebike Center viste sig at have et pænt udvalg i elektriske mountainbike og de var så venlige at låne mig en af dem i et par uger (en Univega HT-E-50)

Rent legetøj – og så alligevel ikke

Vi kan ligeså godt få det på det rene fra starten af. Den elektriske mountainbike jeg har lånt er rent legetøj. Den er ikke særligt praktisk til dagligt brug, hvilket er en skam, da den også halter lidt som legetøj betragtet.

Ikke dermed sagt, at den ikke er en fornøjelse at køre på. Det er den bestemt. Det er en rigtig lækker cykel og den er rigtig sjov at køre på.

Univega HT-E-50 som legetøj betragtet

Hvis vi betragter cyklen som legetøj, så er problemet at den max. kan køre 25 km/t. Præcis ligesom alle andre elcykler i Danmark, så er den pga. den danske lovgivning begrænset til at kunne køre 25 km/t medmindre man i den grad træder i pedalerne (hvilket er hårdere end på en almindelig cykel, da motor og batteri vejer godt til).

Fordi cyklen ikke kan køre hurtigere end den kan, så duer den ikke til at tage med i skoven og køre på spor. Det er den simpelthen ikke hurtig nok til – og iøvrigt, så vil ens mountainbike venner nok også begynde at brokke sig, når man slår motoren til hver gang man skal op ad bakke.

Univega HT-E-50 som transportmiddel

elektrisk mountainbike, motor og batteriBetragter vi cyklen som et transportmiddel, så er det første problem at rækkevidden ikke ligefrem er noget at skrive hjem om ifht. andre elcykler. Såvidt jeg har kunne finde ud af, så er rækkeviden for Univega HT-E-50 kun ca. 60 km, mens den fx. er ca. 120 km for den traditionelle elcykel jeg havde fat i for et par uger siden.

60 km lyder måske umiddelbart nok til daglig brug, men det bliver hurtigt irriterende at skulle have batteriet af og til genopladning konstant og hele tiden. Mens jeg har haft lånt Univega cyklen har jeg måtte lade batteriet op hver 3-4 dag, mens det kun har været nødvendigt en gang om ugen, da jeg lånte den anden elcykel (og jeg kører ikke vildt mange km hver dag, da jeg arbejder hjemmefra).

Et andet problem er, at der ikke er plads til noget som helst bagage. Man kan selvfølgelig sætte en bagagabærer på, men er man ude i den slags, så kunne man ligeså godt have købt en traditionel elcykel fra starten af.

Udover bagagebærer, så mangle Univega HT-E-50 også andre dagligdags ting som fx. en lås og en ringeklokke. Igen noget der bekræfter mig i, at denne cykel er et stykke legetøj og ikke et transportmiddel (da jeg mest brugte den i byen i de to uger jeg lånte den, så låste jeg den med to wirelåse for at være sikker på den ikke blev stjålet).

Display, motor og batteri

elektrisk mountainbike, displayNår man kigger på Univega HT-E-50, så ligner den en almindelig mountainbike. Det er kun display, motor og batteri der afslører, at der er tale om en elektrisk mountainbike. Stel, dæk, gearing, etc. er fuldstændig som på en almindelig mountainbike.

Kigger vi på displayet, så kan man her styre hvor meget motoren skal hjælpe til og se hvor meget batteri der er tilbage, hvor hurtigt man kører, hvor langt man har kørt, etc. Displayet er super lækkert og når man ikke er lige er ved cyklen, så kan det tages af, så det ikke bliver stjålet.

Motoren kan hjælpe til på 4 forskellige niveauer og der er desuden mulighed for at vælge 4 negative niveauer – dvs. niveauer, hvor cyklen bliver tungere at træde og man derved lader batteriet op mens man kører.

I lighed med den traditionelle elcykel jeg havde fat i for et par uger siden, så kan batteriet også her tages af, så man kan tage det med op i lejligheden og lade det op (kæmpefordel, da man så slipper for at slæbe hele cyklen op ad trappen eller have en ledning hængende ud af vinduet).

Falder mellem to stole

Konklusionen fra min side må være, at Univega HT-E-50 er en rigtig lækker cykel, som det er rigtigt sjov at køre på.

Men fordi den falder mellem to stole, så har jeg svært ved at se formålet med den. Har man brug for en god elcykel til transport, så vil jeg til enhver tid foretrække den traditionelle elcykel og har man brug for en cykel til at køre i skoven med, så vil der for mit vedkommende være dømt almindelig mountainbike uden motor.

Det er vist kun hvis man til daglig, på vej på arbejde, skal gennem naturen, at man virkelig kan få fornøjelse af en elektrisk mountainbike. I så fald kan det godt være, at det er rart at få fat i en elektrisk mountainbike som den cykel jeg har har anmeldt.

Tak til Copenhagen Ebike Center for lån af cyklen. På deres hjemmeside kan du læse mere om Univega HT-E-50.