Categories
Feature Krop og fysik Sport

Sixpack på 15 dage – hemmeligheden bag en sixpack og hvordan jeg fik en sixpack på 15 dage

Som jeg har plabret løs om tidligere, så startede en af mine venner og jeg for en måneds tid siden en konkurrere om hvem der først kunne få en sixpack.

Overraskende nok, så viste det sig at være lettere end jeg havde regnet med. Faktisk gik der kun 15 dage fra jeg startede på at gøre noget ved det og til jeg havde en rimelig sixpack (en sixpack der kan ses, men ikke en der får mig på forsiden af alle mulige bodybuilding magasiner).

Sixpack

Hemmeligheden bag en sixpack

Hemmeligheden bag en sixpack er, at den laves i køkkenet og ikke i træningscenteret. Det er nemlig sådan, at næsten alle går rundt med alle de muskler der skal til for at få en sixpack. Musklerne er bare skjult bag et mere eller mindre tykt lag fedt.

For at få en sixpack skulle jeg derfor ikke træne mere. I stedet skulle jeg på slankekur – og helst en rigtig effektiv en af slagsen, så jeg kunne vinde vores konkurrence om hvem der først kunne få en sixpack.

Min løsning blev en slankekur, hvor der var dømt nul kulhydrater. Jeg levede derfor af de samme tre retter i 15 dage, hvilket førte til at jeg tabte 7,2 kg (næsten et halvt kilo om dagen).

Fedtprocenten faldet fra 17% til 10%

I takt med at kiloene raslede af, faldt min fedtprocent også voldsomt. Da jeg startede målte jeg den til 17% og efter 15 dagen var den faldet til 10%.

Det er fedtprocenten, der afgører om en sixpack kan ses eller ej. Den almene holdning er, at fedtprocenten skal ned på ca. 10% før man kan se noget – og ganske rigtigt, efterhånden som min fedtprocent faldt kunne jeg se musklerne på maven tydligere og tydligere.

Ved en fedtprocent på 12% kunne jeg begynde at se musklerne og ved 10% havde jeg en rimelig sixpack.

Tab af muskelmasse

Problemet ved mange slankekure er, at de ikke kun brænder fedt af. Musklerne er også i risikozonen – og hvad hjælper det at tabe en masse kilo, hvis musklerne ryger samtidigt.

For at sikre mig, at jeg bevarede musklerne på maven trænede jeg derfor denne del af kroppen lidt ekstra.

Hver gang jeg havde dyrket crossfit (en slags fitness, 3 gange om ugen) tog jeg derfor 250 maveøvelser uden for mange pauser.

Udover crossfit løb jeg 2 gange om ugen (5 km i maks. tempo) – løberiet blev dog hurtigt udskiftet med træning derhjemme på gulvet, da det lykkeds mig at få en løbeskade på dag 6.

Har jeg tabt 0,9 kg muskler?

Om jeg har tabt noget muskelmasse i forbindelse med min slankekur ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg frygter der er røget en smule. Da jeg startede havde jeg regnet ud, at jeg skulle tabe 6,3 kg fedt for at nå en fedtprocent på 10% – men jeg endte med at måtte tabe 7,2 kg før fedtprocenten kom så langt ned.

Jeg kan med andre ord frygte, at jeg har tabt lidt under et kg muskler (7,2 kg – 6,3 kg = 0,9 kg). Forskellen kan dog også nemt skyldes, at den fedttang jeg bruger ikke er det mest præcise instrument i verden.