Categories
Grej Sport

Fivefingers KSO Trek – er det verdens bedste løbesko?

En af mine første poster på bloggen var en hyldst til mine Fivefingers Sprint sko. Nu er det så tid til at glemme alt om dem og hylde nogle nye, bedre Fivefingers.

Det er med andre ord tid til at bøje sig i støvet for Fivefingers KSO Trek – og holde sig for næsen samtidigt.

Den store forskel

Der er to store forskelle på Fivefingers Sprint og Fivefingers KSO Trek:

  • Fivefingers KSO Trek er mere lukkede og overdelen er lavet af 1,2mm Neopren, så man kan holde varmen når man fx. bruger dem til at løbe med om vinteren (de kan også sagtens bruges til at løbe i om sommeren – jeg har bl.a. haft dem med til Thailand og brugt dem til at løbe i dernede)
  • Sålen er tykkere og mere kantet, så jeg ikke længere skrider ud når jeg løber og tager de skarpe hjørner i høj fart. Sålen gør også, at løb på skarpe sten bliver også en mere spislig oplevelse (rigtigt skarpe sten, grus o.lign. er ikke et i problem – uanset om skoene er den ene eller den anden slags Fivefingers)

Det er en kæmpe fordel at sålen er mere kantet, da det gør Fivefingers KSO Trek til en meget bedre løbesko end mine gamle Fivefingers Sprint (og det er selvom Fivefingers Sprint allerede var føltes bedre og hurtigere end traditionelle løbesko – når man først har prøvet at løbe med Fivefingers på, så føles traditionelle løbesko som at løbe med beton om fødderne).

En anden fordel ved mine Fivefingers KSO Trek er, at de er helt sorte og derfor væsentligt mere diskrete end mine gamle, knaldrøde Fivefingers Sprint. Faktisk er de så diskrete, at jeg har haft dem på til et pænt bryllup uden de fleste opdage noget som helst anderledes ved mit fodtøj.

Hold dig for næsen

Ligesom med alle de andre Fivefingers, så er der et stort problem ved Fivefingers KSO Trek: De stinker simpelthen af helvedes til efter at have været brugt et par gange og det hjælper ikke spor at give dem en tur i vaskemaskinen 🙁

Da jeg skulle bruge dem til brylluppet lagde jeg dem i blød i eddike for at fjerne lugten og vaskede dem bagefter og alligevel, så stank de igen efter at have været brugt et par gange.

Pisseærgeligt, da Fivefingers efter min mening er det optimale fodtøj, der er tusind gange mere rart at have på end almindelige sko. Hvis de ikke stank så meget, så ville jeg smide mine almindelige sko ud og kun bruge Fivefingers til at gå rundt i.

Fordi de stinker som de gør, så bliver mine Fivefingers kun brugt til at løbe i, da der forhåbentlig ikke er nogen der bemærker stanken når jeg passerer dem i høj fart 🙂