Hvis du er indstillet på at tage en hård beslutning, så kan du på mindre end en time føje 5 år til dit liv og få penge for at gøre det.
Det eneste du skal gøre er at smide fjernsynet ud. Det er alt hvad der kræves, for hvis du regner efter, så viser det sig virkelig hvor meget det koster i både tid og penge at have fjernsyn.
Lev længere
Lad os først kigge på hvor meget tid du kan spare ved at smide fjernsynet ud. Voksne i dagens Danmark ser i gennemsnit fjernsyn 2,8 timer om dagen. Det svarer til lidt over 42 dage om året, dvs. næsten halvanden måned.
Halvanden måned er som bekendt 6 uger eller præcis det samme som mange af os har af ferie om året. Du kan med andre ord fordoble din ferie hvis du smider fjernsynet ud (hvis du altså p.t. ser fjernsyn i nogle timer om dagen ligesom gennemsnittet gør det).
Hvis du, som jeg, er 35 år gammel og satser på at leve 50 år mere, så vil du få 2100 dage ekstra at leve i, hvis du smider fjernsynet ud. 2100 dage er det samme som 5,7 år!
Tjen penge
Det er dyrt at have fjernsyn. Der skal betales både licens og, for rigtig mange, kabeltv.
Licensen kan man desværre ikke slippe for. Uanset hvor hul i hovedet det er, så skal man betale licens hvis man har en computer. Jeg har svært ved at forestille mig, at der er ret mange der ikke har en computer, så licens er reelt set bare endnu en skjult ekstra skat 🙁
Men kabeltv kan vi gøre noget ved – og det er noget der batter, når vi regner på hvad kabeltv løber op i gennem årene.
En kabeltv pakke koster mindst 200 kr om måneden, hvilket svarer til 2400 kr om året. På 50 år bliver det til 120.000 kr – eller en lille ny bil (hvis man er til den slags, det er jeg ikke).
Helt galt bliver det hvis du har Canal Digital, Viasat eller lignende. Her slipper du typisk 300-400 kr eller mere om måneden, hvilket på sigt bliver til endnu flere penge.
Undvære fjernsynet
Kan du ikke undvære fjernsynet, så drop i det mindste at have kabeltv. Vi har levet uden kabeltv i tæt på et år og det har ikke været noget afsavn.
Nogle af de bedste programmet findes alligevel på DR, DR2, DR HD og TV2, så hvorfor have flere kanaler end dem?
Eneste problem ved DR, etc. er at de bedste programmer sendes sent, sent om natten, da masserne skal fodres med ligegyldige quizshows i bedste sendetid. Heldigvis er problemet dog ikke større end det kan løses med en harddisk optager.
Denne post var kraftigt inspireret af en post på Riskology bloggen