I slutningen af efteråret blev jeg lokket til at love, at jeg ville prøve at vinterbade. Ikke kun en gang, men flere gange, så jeg virkelig kunne finde ud af om det var alletiders eller ej.
Som sagt så gjort. Henover vinteren er jeg hoppet i havnen flere gange og svømmet en kort, kold tur mellem isflagerne – og lad mig sige det med det samme: Det er ikke noget jeg bliver afhængig af.
Ikke at det var superslemt. Faktisk er vinterbadning slet ikke så slemt og koldt som jeg havde regnet med. Turen i vandet tager kun 30-60 sekunder, så det værste er faktisk at skulle have tøj på igen. Der stod jeg virkelig og rystede og drømte om en sauna ligesom de har på Helgoland (vinterbadnings in-sted i København).
I stedet for sauna havde jeg konen med hver gang, så hun kunne servere varm te når jeg var kommet i tøjet – og redde mig hvis noget gik galt… (for vinterbadning kan gå galt, hvis man ikke tænker sig om, gør det alene eller er idiot nok til fx. at prøve at svømme under isen).
Betyder saunaen alt?
Vinterbadning er hermed prøvet, men det er som sagt ikke noget jeg bliver afhængig af. Hvorfor folk bliver afhængig af at hoppe ud og svømme mellem isflagerne fatter jeg ikke, men måske har den efterfølgende tur i saunaen en stor del af æren?
Hvis der er nogen der inviterer på vinterbadning inkl. saunatur til næste vinter, så er jeg klar – men bortset fra et sådan tilbud, så er vinterbadning vist et overstået kapitel for mit vedkommende.