Categories
Krop og fysik

Slankekur – giv din kostplan sparket og tag en ugentlig fridag

For lidt over et år siden, så var jeg på slankekur og tabte en helvedes masse kilo i en flyvende fart (7,2 kg på 15 dage).

Mens jeg var på slankekur fulgte jeg en kostplan, der sagde at jeg skulle spise det samme igen og igen de fleste af ugens dage. Kun en dag om ugen kunne jeg holde fri, gå amok og spise lige det jeg havde lyst til (den ugentlige fridag).

Det er ikke for stofskiftets skyld

Oprindeligt mente jeg, at den ugentlige fridag var en del af slankekuren for at holde mit stofskifte igang. Min teori var, at den mad jeg spiste det meste af tiden ville få stofskiftet til at gå ned i fart og derved medføre, at jeg tabte min langsommere end nødvendigt.

Den ugentlige fridag mente jeg var til for at modvirke dette. Fridagen skulle simpelthen give stofskiftet et spark i røven, så det kunne holdes oppe i fart og få mig til at tabe mig så effektivt som muligt.

Tag en fridag for ikke at falde i

Siden dengang, for lidt over et år siden, har jeg dog ændret mening omkring den ugentlige fridag. I dag mener jeg, at den ugentlige fridag mest er en del af slankekuren af psykologiske årsager.

Som jeg ser det nu, så er den vigtigste del af den ugentlige fridag, at den gør det lettere at overholde slankekuren. Den ugentlige fridag hjælper dig simpelthen med at undgå, at du falder i hvis der er en kasse fyldte chokolader indefor rækkevidde.

Det er nemlig ikke nogen hemmelighed, at det er sur røv at følge en kostplan der siger, at du skal spise det samme igen og igen og igen. Det tog ikke mange dage med den kost før jeg begyndte at få madfantasier og dagdrømme om både det ene og det andet.

Og når man først begynder at få madfantasier, så duer det ikke, at der er flere uger (eller måneder) til man igen må tage sig et par fyldte chokolader. Hvis der er så længe til, så er man temmeligt sikker på at falde i før eller siden – og det uanset hvor motiveret man er for at tabe sig.

Det er derfor alletiders, at man har en ugentlig fridag. Takket være den, så er der nemlig hverken uger eller måneder til man igen må spise det man har lyst til.

I stedet, så er der blot nogle få dage (max. 6 dage) til der er frit slag og man i løbet af en dag må spise lige det man har lyst til (inkl. fyldte chokolader og altmuligt andet lortemad).

Planlæg din ugentlige fridag

Inden man starter på slankekuren, så skal man beslutte sig for hvilken ugedag, der skal være ens fridag. Det kan fx. være at man vælger at holde den ugentlige fridag hver lørdag, så den kan kombineres med at man har fri fra arbejde og fx. skal ud og spise eller holde fest.

At man vælger en bestemt ugedag betyder dog ikke, at man ikke kan flytte fridagen en smule frem og tilbage. Sålænge der går mindst 5 dage mellem hver fridag, så vil det ikke være noget problem at flytte lidt rundt på den.

At fridagen kan flyttes gør det lettere at kombinere den med fx. fester, bryllupper og fødselsdage, hvilket er vigtigt hvis man skal være på slankekur i længere tid (hvilket jo kan være nødvendigt, hvis man skal tabe sig mere end jeg havde behov for).

Uanset hvordan og hvornår man holder sin ugentlige fridag, så bør man selvfølgelig planlægge den i forvejen. At holde fridag er ikke noget man beslutter sig for når man vågner om morgenen (hvis man gør det, så kan man ligeså godt smide kostplanen ud af vinduet og opgive slankekuren).

Behovet for en fridag ændrer sig

Da jeg fulgte slankekuren og nåede frem til min første fridag, så var jeg fuldstændig klar på at spise både det ene og det andet og havde allerede dagen før lagt planer om et besøg hos både bageren og McDonalds.

Men sådan er det ikke længere. Siden jeg afsluttede slankekuren og jeg mere eller mindre holdt mig til paleo mad, hvilket har fået min smagsløg til at ændre sig.

Jeg har ikke længere lyst til fx. søde sager. Faktisk så synes jeg i dag, at de fleste søde sager er alt for søde og ikke spor lækre at spise.

Fordi jeg har fået det sådan, så er min ugentlige fridag (som jeg stadig holder fast i) bestemt ikke noget madorgie. Snarere tværtimod. Somregel, så ender det med at jeg spiser et par pandekager og ikke meget mere end det.

Men dermed ikke sagt, at det altid ender sådan. Der er også nogle få fridage, hvor jeg fx. gnaver mig gennem masser af fyldte chokolader i rap – og fortryder det bagefter, når jeg får det lidt smådårligt i et par timer 🙁

Ikke kun pga. smagsløgnene

At jeg ikke går amok på min ugentlige fridag skyldes dog ikke kun at mine smagsløg har ændret sig.

Jeg tror også det betyder noget, at jeg ikke lever 100% af paleo mad resten af tiden (jeg er nok omkring 90% paleo).

Da jeg ikke længere har noget behov for at tabe mig, så spiser jeg fx. hvad der bliver sat på bordet når jeg er ude. Og hvis min kone hive en portion varme boller ud af ovnen, så tager jeg også et par af dem uden at skamme mig – og det uanset om det så er min ugentlige fridag eller ej.