Categories
Krop og fysik

Lav selv chokolade – sådan lavede vi chokolade med kakaopulver, kakaosmør og stevia

steviaI forbindelse med den store test af mørk chokolade var Helseudsalg.dk så venlige at sende mig ingredienserne til selv at lave sin egen chokolade derhjemme. Raw kakaopulver, raw kakaosmør og stevia (et plantebaseret sødestof), samt et par opskrifter og så var vi klar til at gå i gang med at starte vores egen lille chokoladefabrik 🙂

Stevia – hvor sødt kan det være?

Inden vi gik i gang skulle vi lige smage på Stevia’en. Der står godtnok på pakken, at det er 200-400 gange så sødt som sukker, men hvor sødt kunne det være? Meget sødt viste det sig. Så sødt, at smagen hang ved selv efter flere glas vand.

Der er ingen tvivl. De har helt ret, når de skriver på pakken, at stevia mest er til madlavning. At prøve at spise det rent kan ikke anbefales.

Hvordan vi lavede vores chokolade

kakaosmørHeldigvis var vores prøvesmagning af stevia det eneste, der gik galt på vores lille chokoladefabrik. Alt andet kørte som i smør, da opskrifterne er lette at følge og mest bestod i at blande 3-4 ting sammen.

Inden man blander tingene sammen skal kakaosmøret dog lige smeltes. I helseudsalg.dk’s opskrifter står der at man kan smelte kakaosmøret med varmt vand, men det kræver en helt særlig tålmodighed at gøre det.

Vi prøvede selv at smelte kakaosmøret med varmt vand, men da der efter 3-4 minutter stadig ikke var sket alverden blev vandet skiftede ud med noget nyt, kogende vand – og så skete der noget. Vups, så var kakaosmøret smeltet og klar til at blive blandet sammen med kakaopulveret og stevia’en.

Det er en god ide at måle kakaopulver og stevia op fra starten af, så det er klar når kakaosmøret er smeltet. På den måde kan det hele nemlig blandes hurtigt sammen, inden kakaosmøret begynder at blive koldt og alt for tyktflydende.

Forming og afkøling af chokoladen

Når det hele var blevet blandet sammen, så blev det hældt i nogle isterningforme (fordi det var mest praktisk, ikke fordi det skulle i fryseren).

Her det igen vigtigt, at kakaosmøret var godt varmt, så blandingen ikke når at blive for tyktflydende. Jo mere tyktflydende, des sværere er det at få den hældt ned i formenene. Mere end en gang gik det galt for os, så vi endte med nogle ikke særligt kønne chokolader.

Efter at blandingen var blevet hældt op, så var det blot at stille tingene til side, så chokolader kunne køle ned og blive helt faste i formen.

3 forskellige slags chokolader

lav selv chokoladeKønne eller ej, så endte vi med at lave 3 forskellige slags chokolader:

1) Raw kakaopulver, raw kakaosmør og stevia efter Helseudsalg.dk’s opskrift på rå chokolade med stevia. Denne chokolade endte med at være noget bitter, da der ikke kom nok stevia i (vi var lidt skræmte efter vores prøvesmagning af ren stevia + jeg synes mange ting er alt for søde efter at have levet af paleo mad i 1+ år).

En ting var at chokoladen var bitter. Noget andet og værre var, at chokoladen havde en noget kemisk smag, hvilket vi mistænker kakaopulveret for at være skyld i (se længere nede).

2) Raw kakaopulver, raw kakaosmør og honning efter Helseudsalgs.dk’s opskrift på rå chokolade. Denne chokolade var overraskende god. Med lidt finpusning af blandingsforholdet, så vil den godt kunne konkurrere med nogle af færdige plader fra vores test af mørk chokolade.

For at holde chokoladen så flydende så muligt under fremstillingen, så er det en god ide at bruge flydende honning.

3) Alm. kakao, raw kakaosmør og stevia efter samme opskrift som chokolade nr. 1. Den eneste forskel på denne chokolade og chokolade nr. 1 var kakaopulveret. Her brugte vi alm. kakaopulver fra Netto, mens vi til nr. 1 brugte raw kakaopulver.

Men den lille forskel gjorde en kæmpeforskel på chokoladens smag og udseende. Chokoladen her smagte simpelthen bedre, da den ikke havde nogen kemisk smag ligesom chokolade nr. 1. Samtidigt fik den også en pænere, mørk farve, som man forventer mørk chokolade har. Eneste problem var at den var en anelse for bitter, da vi også her brugte for lidt stevia (alle chokoladerne blev lavet samtidigt, så vi var sikre på ikke at kunne lære af vores fejl…)

Raw kakao er en stinker

Efter selv at have lavet chokoladerne ovenfor, så er jeg ikke i tvivl om at raw kakao er en stinker. Den raw chokoladeplade vi havde med i vores test var testens dårligste chokolade og når vi selv laver chokolade af raw kakaopulver, så er det heller ikke så godt som med alm. kakaopulver. Både den raw chokoladeplade og vores egen chokolade af raw kakaopulver fik simpelthen en noget kemisk smag, der ødelagde det hele 🙁

Tilgengæld kan man ikke sætte en finger på kakaosmøret og stevia’en. Det kan man sagtens shoppe hos Helseudsalg.dk, hvis man har mod på selv at lave chokolade.

Det er let at lave chokolade selv

Det er overraskende let at lave chokolade slev – og det burde ikke være noget problem at lokke børnene til at være med (med lidt hjælp selvfølgelig, da det varme kakaosmør ikke lige er det bedste at tabe ned over sig).

Iøvrigt, så er jeg heller ikke i tvivl om at ens hjemmefremstillede chokolade er væsentligt sundere end det meste andet chokolade på markedet. Der skal gå meget galt før det lykkeds en at fremstille en chokolade derhjemme, der indeholder mere sukker og andet skidt end de fleste industrifremstillede chokolader (hvis vi ser bort fra mørk chokolade).

Categories
Krop og fysik

Chokolade er sundt, hvis du vælger den rigtige mørk chokolade

Normalt opfattes chokolade som noget usundt stads man skal bevæge sig i stor bue udenom. Men det er ikke helt rigtigt. Afhængig af hvor mørk chokolade der er tale om, så kan det faktisk være en rigtig god ide at kaste lidt chokolade indenbords i ny og næ.

Det viser sig nemlig, at der er flere sundhedsmæssige fordele ved at spise meget mørk chokolade (dvs. chokolade, der har et kakaoindhold på 80-85% eller mere – mælkechokolade, lys chokolade o.lign. er der intet sundt ved. Det er kun meget mørk chokolade der er sundt).

Hvilken mørk chokolade er den bedste?

At det forholder sig sådan kan man kun råbe hurra over. Ikke mindst hvis man, som jeg, elsker meget mørk chokolade.

Men hvilken mørk chokolade er egentlig den bedste? For at finde ud af det, så lokkede jeg nogle forskellige firmaer til at sende bloggen et par vareprøver 🙂

Vareprøver der blev prøvesmagt med stor velbehag – eller ihvertfald stort velbehag det meste af tiden, for det viste sig at der var stor forskel på de forskellige chokolader. Nogen af dem var helt fantastiske, mens andre let kunne forveksles med størknet opvaskemiddel…

Michel Cluizel Grand Noir 85% Michel Cluizel Grand Noir 85%
5 stjerner, mørk chokolade
Rigtig god chokolade, der hverken er for sød eller for bitter. Selv folk der ikke er så glade for meget mørk chokolade synes at kunne lide Michel Cluizel Grand Noir 85%. Der var generel enighed i testpanelet om at dette var den bedste af testede chokolader.

Michel Cluizel Grand Noir kan købes hos Emils Chokolade.

Vivani Feine Bitter 85% Vivani Feine Bitter 85%
4 stjerner, mørk chokolade
Vivani Feine Bitter har en stor fordel ifht. mange andre mørke chokolader, da den er sød i smagen når man kommer dne i munden og det mest er eftersmagen der er bitter. Den egner sig derfor rigtig godt til begyndere indefor mørk chokolade 🙂

Tilgengæld er det ikke så smart, at Vivani Feine Bitter pladen er opdelt i ret store firkanter. Hver firkant er så stor, at det let bliver for meget (man skal ikke have ret meget mørk chokolade ad gangen, så jo mindre firkanter des bedre).

Vivani Feine Bitter kan købes hos Ren Velvære og hos Helsebasen.

Björnsted 85% Cacao Björnsted 85% Cacao
4 stjerner, mørk chokolade
Björnsted 85% Cacao fra Netto var helt sikkert testens overraskelse. Jeg vidste godt, at den smagte godt, men at den ligefrem er bedre end de fleste andre, væsentligt dyrere chokolader overrasker mig en del.

Den er meget tæt på at være ligeså god som Michel Cluizel Grand Noir 85%. Takket være prisforskellen, så er det dog nok Björnsted jeg vil holde mig til fremover, når alle vareprøverne er blevet spist op (Björnsted 85% Cacao er en hel del billigere end Michel Cluizel Grand Noir 85%).

Björnsted 85% Cacao kan købes i Netto.

Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper
4 stjerner, mørk chokolade
Da vi skulle smage denne chokolade, så var det med bange anelser. Hvor stærk ville den mon være? Vi var derfor noget overraskede, da chokoladen ikke føltes det mindste stærk da vi kom den i munden. Eftersmagen var tilgengæld stærk. Så stærk at de mindste i testpanelet i en fart måtte skylle efter med en kop vand 🙂
Normalt synes jeg at chilli og chokolade er noget skidt at blande sammen, men Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper er faldet heldigt ud. Det er ihvertfald den bedste chilli/chokolade mix jeg mindes at have smagt.

Stainer Dark Chocolate 75% Chilli Pepper kan købes hos Emils Chokolade.

Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade
3 stjerner, mørk chokolade
Flere i testpanelet var meget glade for Chokoblok. Ikke kun fordi det er en god chokolade, men også fordi den er lettere at gå til end mange af de andre chokolader. Det skyldes især at den er lidt sødere, da den kun har et kakaoindhold på 70% (de fleste af de andre chokolader vi testede har et kakaoindhold på mindst 85%).

Det lave kakaoindhold gør dog, at den ikke er helt så sund som de andre chokolade og det trækker også ned, at den har testens mest tåbelige udformning. Det kan godt være at det, jvf. navnet Chokoblok, er et koncept at chokolade skal være en stor samlet, tyk blok, men det gør altså at man ikke kan knække en firkant eller to af med fingerene. I stedet, så må man have fat i en kniv, hvilket er helt hat og briller.

Chokoblok 70% Mørk Peru Chokolade kan købes hos Helsebasen.

Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold
3 stjerner, mørk chokolade
Irma’s mørke chokolade smager overraskende meget af chokolade. Væsentligt mere end de fleste andre mørke chokolader vi testede. Den smager faktisk så meget af chokolade, at nogen nok vil synes det er for meget (mig selv inkl.). For folk der lige er begyndt at spise mørk chokolade er den dog et glimrende valg – og i modsætning til fx. Vivani Feine Bitter 85%, så har firkanterne her den helt rette størrelse.

Irma’s Mørk Chokolade med 85% kakaoindhold kan selvfølgelig købes i Irma.

Rapunzel 85% Kakao Rapunzel 85% Kakao
3 stjerner, mørk chokolade
Efter flere i testpanelets mening, så var Rapunzel 85% Kakao en af de bedste chokolader. Men desværre har den et stort problem: Den er alt for blød. Så blød at det virker som den småsmelter ved stuetemperatur. Da jeg smagte på den endte det ihvertfald med chokolade mærker i hånden, rundt om munden og hist og her i min notesbog 🙁

Rapunzel 85% Kakao kan købes hos Ren Velvære.

Michel Cluizel Noir Infini 99% Michel Cluizel Noir Infini 99%
3 stjerner, mørk chokolade
Jeg var vist den eneste der synes, at Michel Cluizel Noir Infini 99% smagte godt. Resten af testpanelet brokkede sig en del over den, selvom de mente at den var mere spiselig end Andrea Steiner 100% nedenfor.

I modsætning til de fleste andre af chokoladerne, så kommer Michel Cluizel Noir Infini 99% i et noget upraktisk og blød pakning. Man kan derfor godt have den mistænkt for mest at være beregnet til madlavning. Det er ihvertfald ikke en pakning hvor man tager en bid og kommer resten i lommen til senere.

Michel Cluizel Noir Infini 99% kan købes hos Emils Chokolade.

Andrea Steiner Dark Chocolate 100% Andrea Steiner Dark Chocolate 100%
3 stjerner, mørk chokolade
Bortset fra mig, så synes hele testpanelet at Andrea Steiner Dark Chocolate 100% var alt, alt for bitter og nærmest uspiselig. Selv synes jeg den var til at spise, men jeg hvis jeg skal vælge, så vil jeg nok foretrække Michel Cluizel Noir Infini 99% eller fx. Lindt 99% (som det ikke har været til at opdrive nogen steder).

I testpanelet var der dog generel enighed om at Andrea Steiner Dark Chocolate 100% vil være helt perfekt til fx. madlavning.

Andrea Steiner Dark Chocolate 100% kan købes hos Emils Chokolade.

RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% (1 stjerne)
1 stjerner, mørk chokolade
Her har vi klart testens værste chokolade. Faktisk var RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% den eneste chokolade som der var absolut ingen der kunne lide. Den er decideret væmmelig og kemisk i smagen, hvilket fik mig til at spytte den ud igen, da jeg smagte på den.

Måske skyldes den dårlige smag, at chokolade er fremstillet efter raw food principper – men det er så bare endnu en grund til at løbe skrigende væk fra raw food.

RAW Health Extreme Dark Chocolate 80% kan købes hos Ren Velvære.

Hvad testen endte med

Efter testen er der ikke så meget tvivl: Grand Noir 85% fra Emils Chokolade var den bedste af de testede chokolader.

Pga. prisen, så vil jeg dog nok holde mig til Netto’s mørke chokolade fremover, da den også er rigtig god og en hel del billigere.

Udover de testede chokolader, så var Helseudsalg.dk så venlige at sende bloggen ingredienser til selv at lave mørk chokolade. Det vil jeg forsøge mig med om nogle dage og så kommer det selvfølgelig på bloggen hvordan det gik og hvordan vores egne, hjemmefremstillede chokolader smagte ifht. chokoladerne i denne test.