Sidst fandt jeg et smukt hus i Skovlunde på 50 m2, hvor der var alt der behøves til en familie med 2 børn. Vi regnede på hvad det ville betyde for familiens økonomi at nøjes med et sådan hus fremfor et almindeligt hus – og fandt derved ud af, at en familie på den måde kunne spare 10.000 kr om måneden!
Reelt set var huset dog et fritidshus, så lad os kigge på hvad det betyder for familiens økonomi og, mere spændende, hvilke muligheder det åbner op for.
Hvis vi køber huset til 695.000 kr med samme udbetaling (200.000 kr) og lån (6,5% fastforrentet), så slipper vi med at skulle betale 3129,- kr i renter og afdrag og 1448,- i driftsomkostninger om måneden. Totalt 4577,- kr.
At kunne nøjes med at betale 4577,- kr om måneden vil i den grad skabe råderum i enhver families økonomi. Faktisk så meget råderum, at det ikke vil overraske mig, hvis det så er muligt for de fleste familier kun at arbejde halvdelen af året eller mindre.
Helt nye muligheder
Hvis det kun er nødvendigt at arbejde halvdelen af året, så er der pludselig mulighed for at forlade Danmark hele vinterhalvåret. Vinterhalvåret, hvor Danmark er kold og mørk og hvor det ærligt talt ikke er spor skægt at være her.
Hvis hele familien tager på forlænget vinterferie i hele vinterhalvåret, så vil der ikke være nogen problemer med at man kun må bo i fritidshuse i sommerhalvåret (1. april – 30. september).
Driftsomkostningerne vil samtidigt blive væsentligt lavere end 1448,- kr om måneden. Der vil nemlig ikke længere blive brugt nogen som helst el, vand og gas i 6 måneder om året – og der vil heller ikke være noget behov for at varme huset op, da det er ubeboet når det er koldt udenfor.
Tænk at kunne nøjes med at være i Danmark når det er sommer og solen stråler fra en skyfri himmel – og at kunne forlade skuden til fordel for troperne når det begynder at blive koldt og mørkt.
Det eneste problem
Helt sikkert en fristende model. Eneste problem jeg kan få øje på er børnenes skolegang, men mon ikke der findes en løsning på det også. Jeg kan ihvertfald finde flere eksempler på familier, der har taget deres børn ud af skolen og rejst rundt i verden i måneder eller år ad gangen.