Categories
Krop og fysik

Tag en kop kaffe med masser af kalorier og andet godt

Som bekendt, så indeholder kaffe normalt ikke nogen kalorier, men på det sidste, så har min kaffe indeholdt masser af kalorier. Hele 200 kalorier pr. kop – eller 600-800 ekstra kalorier om dagen, hvis man som jeg drikker 3-4 kopper kaffe hver dag.

En anelse panik

600-800 ekstra kalorier om dagen burde kunne skabe en anelse panik blandt de mange folk, der stadig tror at det er kalorierne der afgører om vi bliver overvægtige og fede. Og hvis disse folk ikke går i panik over de mange ekstra kalorier, så gør de det nok, når de hører at stort alle de ekstra kalorier kommer fra fedt og atter fedt!

Som du nok kan gætte, så er jeg ikke i panik over hverken de mange ekstra kalorier eller de store mængder fedt og atter fedt (hvis jeg var det, så ville jeg jo nok ikke tune min kaffe på den måde).

Grunden til jeg ikke er i panik er selvfølgelig, at jeg har gennemskuet at det hverken er kalorierne eller mængden af fedt, der gør at vi bliver overvægtige og fede. I stedet, så mener jeg som bekendt at det er de hurtige kulhydrater, der er grunden til vor tids fedmeepidemi.

Hemmeligheden bag

smør kaffe med masser af kalorierHemmeligheden bag de mange ekstra kalorier og de store mængder fedt er, at jeg er begyndt at smide en god sjat smør i hver eneste kop kaffe jeg drikker. En ordentlig klump på ca. 25 g i hver kop, hvilket svarer til at en almindelig pakke smør holder 2-3 dage (10 kopper kaffe).

Der er flere fordele ved at smide smør i kaffen:
1) Det er en nem og hurtig måde at lave morgenmad på, hvilket ellers er et klassisk problem for mange mennesker, der lever af paleo mad/stenalderkost.
2) Det er nogle gode billige kalorier, hvilket er relevant, hvis man fx. prøver at få en masse muskler i en fart.
3) Det smager godt, når man lige har vænnet sig til smagen (hvis man har svært ved at vænne sig til smagen, så kan man starte med en mindre mængde smør og langsomt komme mere og mere i).

Da jeg somregel har god tid om morgenen, så er det mest de mange billige kalorier, der lokker. Det er nemlig sådan, at jeg om en måneds tid regner med at køre anden runde af mit muskeleksperiment – og når jeg gør det, så får jeg brug for masser af kalorier hver eneste dag (4000+ kalorier om dagen og måske endog mere end det).

I første runde af mit muskeleksperiment, så spiste jeg masser af hurtige kulhydrater i form af ris, pasta, etc., hvilket gjorde, at jeg tog en god sjat fedt på undervejs (som jeg så tabte igen i fart bagefter ved at droppe kulhydraterne)

Ved i anden runde at holde mig fra de hurtige kulhydrater, så håber jeg, at jeg kan nøjes med at tage masser af muskler på (uanset jeg måske ikke når 5 kg muskler på 6 uger ligesom sidste gang).

Sådan gør man

smør kaffe med masser af kalorierNår man kommer smøret i kaffen, så skal man lige lade det bruge 1-2 minutter på at smelte. Imens smøret smelter, så synes jeg det er en god ide at røre lidt rundt med en ske, så det fordeler sig og ikke blot lægger sig som en smørhinde øverst, oven på selve kaffen.

Men det er selvfølgelig en smagssag, hvad man synes der er bedst. Jeg er sikker på, at der også er nogen, der synes det er alletiders med sådan en smørhinde.

Man kan også komme smøret i fx. te, ligesom tibetanerne gør det med yakoksesmør oppe i Himalayabjergene.

På nettet er der nogen der siger, at man ikke må bruge saltet smør, men personligt, så har jeg ikke kunne smage nogen forskel på om jeg bruger saltet eller usaltet smør. Jeg holder mig derfor til det saltede smør, da det somregel er væsentligt billigere end usaltet smør.

Min videre plan

Indtil videre har jeg drukket kaffe med smør i i lidt over en uge, så jeg kunne sikre mig, at det var en holdbar kaloriestrategi ifht. anden runde af mit muskeleksperiment.

Om jeg så vil fortsætte med det fremover, efter anden runde af muskeleksperimentet, tør jeg ikke love, da jeg skal grave lidt mere i om almindeligt smør er ligeså godt og sundt som smør fra græsfodret kvæg.

Men hvis det er ligeså godt og sundt med almindeligt smør som med smør fra græsfodret kvæg, så fortsætter jeg nok med at komme smør i kaffen.

By Mads Phikamphon

Programmør og ret glad for body hacking, effektivitet, minimalisme og cyklisme.

26 replies on “Tag en kop kaffe med masser af kalorier og andet godt”

Jeg har meget, meget svært ved at se hvad du får ud af det. Du får meget svært ved at ramme en optimale mængde af kulhydrat/protein ift. muskelopbygning med alt det ekstra fedt.

Hvis du har problemer med at få kalorier nok når du gerne vil opbygge muskler, hvorfor drikker du så ikke bare en liter sødmælk ekstra om dagen? Det er bestemt ligeså nemt, og meget, meget mere gavnligt.

Ift. at tabe sig, så har du helt ret i at hurtige kulhydrater spiller en rigtig stor rolle, men det gør et dagligt kalorieindtag så sandelig også. Og der er absolut intet at hente i at få flere kalorier, også selvom det ikke er kulhydrater. Så kan ikke se hvad denne vane skulle gavne.

Når det så er sagt, er det da meget sjovt 🙂

Jeg synes det er så fedt med din alternative tilgang til tingene. Elsker at komme forbi og få ny inspiration.

Nogle af dine ideer synes jeg dog er en smule fjollede – det der kan da ikke være sundt? Jeg har selv levet efter en NO-carb diet, som er lidt strengere end paleo, og det gav gode resultater. Smør er da ikke en sund fedtkilde? Ville det ikke være sundere med olivenolie i kaffe/the? Selvom det nok ikke smager så godt.

Jeg er meget spændt på at høre resultaterne af anden runde af dit muskeleksperiment. Jeg har selv kørt et fire ugers forsøg også inspireret af 4 Hour Body med ret gode resultater.
Vægtforøgelse på 9 kg.
8 cm. lagt til i brystmål
2,5 cm. på hver overarm
5 cm. på hvert ben
min fedtprocent steg ca. 1,5 %, altså ligesom dig mest muskelmasse, men det må kunne gøres bedre. Jeg har tænkt mig at køre en runde mere inden alt for længe hvor jeg også vil skære kraftigt ned på hurtige kulhydrater. Jeg er på baggrund i det her blogindlæg begyndt at eksperimentere med at putte smør i te og det er forbløffende godt. Et lille tip er at blende teen da man derved slipper for at have en hinde af fedt liggende i toppen men får det fordelt, til gengæld får man en fin top af luftigt skum.

9 kg på 4 uger er godtnok imponerende. Det er jo væsentligt mere end jeg tog på. Gjorde du noget anderledes end jeg gjorde det? Og har du nogle før og efter billeder?

Der er desværre lidt søgang i min biks p.t., så anden runde af muskeleksperimentet er udsat indtil der igen er styr på tingene (da jeg ikke kan nøjes med så lidt søvn som normalt når jeg kører mit muskeleksperiment).

Heldigvis har jeg taget både før og efter billeder. Jeg kan godt sende dem til dig hvis du er interesseret. Jeg har nok ikke gjort det meget anderledes end du gjorde, det var sådan lidt min egen tilpasning af Tim Ferriss Geek to Freak så det bedre passede ind i min hverdag. Blandt andet løftede jeg ingen vægte, kun min egen kropsvægt (bortset fra Kettlebell swings), det gjorde at jeg ikke behøvede at melde mig ind i et motionscenter. Igen hvis du er interesseret kan jeg sende dig lidt flere detaljer om hvordan jeg gjorde det.

Bo,

læste dit indlæg med interesse. Hvis du skulle have overskud/lyst en dag, til at sende mig lidt info omkring din træning uden vægte så villle jeg være taknemlig!

MVH

Nadine

Hejsa. Jeg har altid være meget tynd, og forsøger nu igen at tage på. Jeg kan finde anbefalinger i ALLE retninger og det virker som en videnskab at sætte sig ind i, men har siddet og læst et par timer her på sitet. Det virker som om i ved hvad i taler om. 9 kilo på 4 uger det er jo ganske vanvittigt, jeg tror den bedste fedekur jeg har været på gav mig et kilo på en uge, tør ikke gætte på hvor vægten satte sig eller som fedt/vand eller muskler 😀
Lige p.t gør jeg det at jeg spiser en sund portion havregryn/musli(med nødder og rosiner ) (Ca 7-800kcal). Så spiser jeg imellem måltider muslibars og slikbars og chokolade og lidt frugt. så spiser jeg igen et måltid, sædvanligvis sandwich på lyst brød for ca 5-600Kcal, sidst men ikke mindst får jeg mig en aftensmad på 7-800Kcal.

Derudover drikker jeg Sødmælk med masser af nesquick i 🙂 Ca en liter om dagen. Jeg får ca. 3-4000 kcal om dagen såvidt jeg løseligt kan regne ud på den måde. jeg har taget ca et halvt kilo på i løbet af de sidste 7 dage. (187cm høj, startede på 57 kilo)

Jeg forestiller mig jeg gerne vil have vægt som muskler og er også klar på at motions og styrketræne. Men hvornår skal jeg gøre det? Bør jeg ikke opbygge vægt før jeg muskel og konditræner?

Men den smørkaffe der ved jeg sq ikk helt om jeg tør stole på sådan liiige med det første 😛

Prøv søg efter GOMAD – det er den effektive klassiker hvis du gerne vil tage på i en fart. 4 liter mælk om dagen og iflg. rygterne et vægtforøgelse på op til 0,5 kg om dagen.

Jeg har for vane (jeg har indtil nu godt nok brugt virgin coconut oil – skal til at lege med bulletproof coffee snart) at hælde kaffen op i et højt glas, tilsætte olien også give den en tur med stavblenderen, indtil den er hvid og skummet. Ge’mam.

hej Mads
ny læser her på din blog.

Hvis man nu er smørfan, hvorforo så ikke bare spise smøren rent? Er der argumentation for at det er kaffen og smøret der sammen danner en synergistisk effekt?

Jeg vil nok foretrække rent smør fra ske, og så kaffe ved siden af 🙂

se frem til at høre fra dig

Hejsa Mads 🙂

Er lidt af en efternøler, men jeg vil gerne vide, om man kan kombinere dette smørkaffe med vægttab? For eksempel din plan? Foreksempel erstatte æg og bønner om morgenen med smørkaffen?

Desuden, har du så fået prøvet Bulletproof kaffen? Altså hvor de tilsætter olie. 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *