Categories
Grej

Gang i pedalerne – sådan er det at køre på elcykel (anmeldelse af Kalkhoff Impulse 8C HS)

Kalkhoff elcykelI de sidste par uger har jeg haft lånt en elcykel af Copenhagen Ebike Center (en Kalkhoff Impulse 8C HS).

Jeg troede ellers at elcykler mest var for gamle mennesker, men den fordom har jeg i den grad jeg måtte lægge bag mig. Det viste sig nemlig at være en fornøjelse at køre på elcykel og man føler sig ikke hverken gammel eller kropsdoven, når man kører på den.

Jeg holder mig bestemt ikke tilbage fra sport og motion og alligevel så synes jeg, at det har været rart at få lidt ekstra hjælp til at træde i pedalerne. Ikke mindst når jeg har skulle langt, når det var modvind eller når jeg skulle op ad bakke.

Elcyklernes store problem

Der er et stort problem ved elcykler og det er prisen. En elcykel er bestemt ikke billig – og den bliver bestemt heller ikke billigere, hvis det skal være en elcykel af ordentlig kvalitet som den jeg har haft lånt.

Kalkhoff cyklen jeg lånte koster ca. 17.000 kr, hvilket jo bestemt er en pæn sjat penge (ikke mindst for en minimalist som jeg).

Men dermed ikke sagt, at det ikke kan betale sig at købe en elcykel. Alt efter hvilket behov man har, så kan det godt forsvares at give 17.000 kr for en god elcykel.

Kører man fx. i bil hver dag fordi man har langt til arbejde, så er det værd at overveje om man skal have en elcykel. Den er jo væsentligt billigere end en bil og takket være motoren, så er der en god chance for man rent faktisk vil cykle på arbejde og ikke blot lade det blive ved tanken.

Ifht. en bil, så sparer man ikke kun penge på selve købet af cyklen. Man sparer også penge bagefter, da man jo ikke skal betale for benzin, skatter, dyre reperationer og hvad ved jeg.

Hvad med de billige elcykler

Kalkhoff elcykel, knapperDet er iøvrigt muligt at finde elcykler, der koster mindre end 17.000 kr. Ifbm. jeg lånte Kalkhoff cyklen af Copenhagen Ebike Center, så fik jeg også prøvet et par andre elcykler. En af de cykler jeg prøvede var en billig model til omkring 10.000 kr.

Ingen tvivl om den billige model også hjalp med til at komme fremad, men det var ikke den samme positive oplevelse som med Kalkhoff cyklen til 17.000.

På den billige cykel, så generede det mig især at man skulle holde et gashåndtag nede for at holde motoren i gang (ligesom en knallert) og at motoren blev aktiveret meget pludseligt (på Kalkhoff cyklen er der knapper der styrer hvor meget motoren skal hjælpe til og når motoren bliver aktiveret, så sker det glidende og uden pludselig ryk).

Et par småting jeg ikke kunne lide

Der var et par småting, der generede mig lidt på Kalkhoff cyklen. Først og fremmest, så synes det er et problem, at pedallerne skal trædes meget langt tilbage før fodbremsen aktiveres. Selvom der også er 2 håndbremser på cyklen, så virker det ikke særligt sikkert, at man skal træde så langt tilbage før fodbremsen virker.

Det generer også lidt, at motoren er lidt for glad for at blive aktiveret når man holder for rødt. Ikke dermed sagt at man kommer til at køre fremad før tid, men blot at pedallerne nemt kommer til at bevæge sig en smule mens man holder stille.

Sidst, så er den medfølgende ringeklokke helt hat og briller. Den sidder et dårligt sted og der er næsten ingen lyd i den, så hvis du køber en Kalkhoff Impulse 8C HS, skal du nok også lige regne med at bruge en 10,- på en ny ringeklokke hos Tiger 🙂

Alle tre ting er dog småting, der ikke ødelægger indtrykket af at Kalkhoff Impulse 8C HS er en rigtig lækker cykel.

Fornøjelse og fart

Kalkhoff elcykel, batteri og motorJeg har som sagt haft lånt elcyklen i et par uger og i den forbindelse har jeg selvfølgelig kørt en del rundt i København. Uanset hvor jeg har skulle hen, så har den været en fornøjelse at køre på.

Ikke mindst når jeg har skulle langt, så har det være rart at komme hurtigere frem end normalt (ca. 30% hurtigere end normalt) og ikke skulle bekymre sig om at blive svedig undervejs, hvis det skulle gå lidt stærkt.

Som alle andre elcykler i Danmark, så er Kalkhoff cyklen begrænset til at kunne køre 25 km/t. Fint nok det meste af tiden, men der har også været et par gange, hvor jeg godt kunne tænke mig cyklen kunne køre bare lidt hurtigere.

Selvom det har været et sjældent syn, så er det sket et par gange, at jeg er blevet overhalet eller at jeg ikke har kunne indhale en cykel foran mig.

Generelt er det dog de færreste andre cyklister i København, der kører 25 km/t eller hurtigere. Langt de fleste cykler langsommere og dem er der selvfølgelig ikke nogen problemer med at indhente og overhale.

Skal jeg have en elcykel?

Nu hvor de to uger er gået, så er det store spørgsmål selvfølgelig om jeg skal have mig en elcykel eller ej. Jeg synes som sagt det har været en fornøjelse at låne cyklen og jeg kan se mange fordele ved den, men jeg synes ikke jeg kan retfærdiggøre prisen ifht. de behov jeg har.

Skulle jeg, ligesom flere af mine venner, køre til Ballerup hver dag, så ville jeg måske have et behov for en elcykel. Men da jeg bor midt i byen, arbejder hjemmefra og generelt ikke har det store kørselsbehov, så holder jeg mig til vores christianiacykel.

Det generer iøvrigt også lidt, at der ikke er mere plads til bagage på Kalkhoff cyklen. Ikke dermed sagt, at der er mindre plads end på en normal cykel – det føles bare som om der er for lidt plads, når man er vant til at køre christianiacykel, hvor der er et stort lastrum med plads til både børn og indkøb.

Tak til Copenhagen Ebike Center for lån af cyklen. På deres hjemmeside kan du læse mere om Kalkhoff Impulse 8C Hs.

By Mads Phikamphon

Programmør og ret glad for body hacking, effektivitet, minimalisme og cyklisme.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *