Hjemme hos os har vi drukket pulverkaffe i årevis, selvom vi begge to synes at espressomaskine kaffe smager væsentligt bedre end pulverkaffe.
Alligevel har vi ikke anskaffet os en espressomaskine, da vi ikke synes vi har plads til den og vi også er lidt bange for at skulle gå og holde den ren.
Stor var vores lykke derfor da vi fandt ud af hvordan vi kunne lave cafe latte uden andet udstyr end vores elkedel og mikroovnen.
Det er pærelet
1) Start med at koge noget vand og lave en kop pulverkaffe ligesom du plejer at gøre det. Sørg for der er god plads i koppen til masser af det lækre mælkeskum (for det er jo derfor du vil lave cafe latte og ikke bare hælde mælk i kaffen).
2) Hæld en god sjat mælk i en beholder som du kan ryste godt og som kan tåle at komme i mikroovnen.
3) Ryst beholderen med mælk godt og grundigt i mindst 30 sekunder.
4) Tag låget af beholderen med mælk og varm den i mikroovnen (hold øje med mælken så den ikke koger over. I vores mikroovn varmer vi mælken i 30 sekunder).
5) Hæld forsigtigt mælken ned i kaffekoppen. Brug et passende køkkenredskab til at sikre dig at skummen først kommer ned i koppen til sidst, efter den flydende mælk.
6) Skrab alt mælkeskummen ned i koppen.
7) Læn dig tilbage og nyd din cafe latte med masser af lækkert mælkeskum!
PS: Hvis du ikke bryder dig om pulverkaffe, så kan du selvfølgelig også bruge kaffe fra en ganske almindelig kaffemaskine.