Categories
Grej Minimalisme

Merino uld – smart tøj, der aldrig lugter af ged

merino uldFor efterhånden en del måneder siden skar jeg kraftigt i hvor meget tøj jeg har.

Adskillige sorte sække blev fyldt med både det ene og det andet og derefter skænket til Røde Kors, så jeg til sidst stod tilbage med 33 stykker tøj inkl. sko, tasker og hvad ved jeg.

Siden da har det vist sig, at jeg kan nøjes med endnu mindre tøj. Selvom jeg har tshirt på hver dag, så er det takket være materialet merino uld nemlig lykkeds mig at gå fra at have 7 tshirts til blot at have 3 – og det uden jeg behøver vaske tøj konstant og hele tiden (snarere tværtimod).

Den store fordel ved merino uld

Den helt store fordel ved merino uld er, at det er næsten umuligt at få til at lugte. Selvom jeg har den samme tshirt på i 4-5 dage i træk, så lugter den ikke det mindste af ged.

Og hvis tshirten endelig begynder at lugten en smule, så er det bare at hænge den til luftning natten over og så kan den klare et par dage mere uden folk omkring mig holder sig for næsen (normalt hænger jeg ikke mit tøj op, jeg har en tendens til bare at smide det i en dynge på gulvet når jeg går i seng).

På nettet er der folk, der siger, at de bruger deres merino uld tshirts til at træne i. De siger, at selvom de sveder som svin imens, så lugter deres tshirts ikke det mindste bagefter (selv har jeg et par ekstra almindelige tshirts, som jeg kun bruger til at træne i).

Et par andre fordele ved merino uld

En anden stor fordel ved tøj af merino uld er, at det er sindsygt rart at have på. Tshirts af merino uld er fx. meget blødere end almindelige tshirts af bomuld. Faktisk er materialet så komfortabelt, at jeg er godt igang med at skifte det meste af mine garderobe ud med tøj af merino uld.

Tøj af merino uld tørrer også hurtigere end tøj af de fleste andre materialer. Hvis jeg vasker mine tshirts om aftenen og hænger dem op, så er de helt tørre næste morgen (hvilket er en stor fordel, da man ikke kan smide dem i tørretumbleren).

Den store ulempe ved merino uld

merino uldAlt ved merino uld er dog ikke fryd og gammen. Selvfølgelig er der også ulemper ved merino uld – hvis der ikke var det, så ville vi jo allesammen formodentlig kun gå i merino uld (så komfortabelt og praktisk er det nemlig).

Den store ulempe ved merino uld er prisen. Uanset hvilken slags tøj der er tale om, så koster tøj af merino uld en bondegård. En tshirt koster typisk 300-400 kr og boxershorts nogenlunde det samme.

Heldigvis behøver man ikke så meget tøj, hvis man er minimalist og nøjes med at købe tøj af merino uld. Men alligevel, så er det prisen der gør, at jeg endnu ikke har fået udskiftet hele min garderobe med tøj af merino uld.

Men der er håb forude. Jeg har netop opdaget at man kan finde en del tøj af merino uld og alm. uld på hjemmesider som fx. Den Blå Avis, QXL og Trendsales, så mon ikke det vil lykkeds mig at gøre nogen kup der indefor de næste par måneder.

Categories
Minimalisme Økonomi

Hvad er minimalisme og hvorfor jeg er minimalist

Det er ingen hemmelighed at jeg er minimalist, men hvad betyder det og hvad er minimalisme egentlig for en størrelse? Det vil jeg tage et kik på her i denne blog post.

Hurtigt fortalt, så betyder minimalisme at man bevidst prøver kun at have de ting der er nødvendige. Som minimalist prøver man bevidst at undgå at købe en masse overflødigt lort (her i vores del af verden er der en vis tendens til at de fleste af os bare bliver ved og ved med at købe en masse overflødigt lort).

Hvis man allerede har hjemmet fuldt af lort, så prøver man som minimalist at slippe af med det og nå frem til kun at have de ting, som man synes det er nødvendigt at have. Man sælger derfor løs af sine ting, giver ting væk og smider ud med løs hånd.

3 gode grunde til at være minimalist

Der er flere grunde til, at det er en god ide at være minimalist og kun have de ting der er nødvendige:

  • Ting koster penge, masser af penge – både når man køber dem, når de skal vedligeholdes (hvilket overraskende mange ting skal) og måske også når man skal slippe af med dem igen.Når man bruger sine penge på ting, så er der færre penge til oplevelser. Pisseærgeligt, da det viser sig man bliver mere lykkelig af oplevelser end af at købe altmuligt lort.

    Hvis man bruger færre penge på ting, så giver man også sig selv mulighed for at arbejde mindre og i stedet bruge tid på det, som man selv synes er vigtigst her i livet.

  • Ting koster tid. Først skal man bruge tid på at finde ud af hvad man vil have, på at købe tingene og på at få dem bragt hjem. Senere skal man bruge tid på at finde ud af hvordan og hvornår tingene skal bruges og til sidst, så skal man bruge tid på at af slippe af med tingene igen (de skal sælges, gives videre eller smides ud).Hvis man er uheldig, så kan det også være, at man skal bruge tid på at få de ting man har købt repareret et par gange eller tre.
  • Ting skaber bekymringer. Jo flere ting man har, des flere bekymringer har man om de er blevet væk, blevet stjålet, gået i stykker og hvad ved jeg. Hvis man ikke har så mange ting, så er der færre ting at bekymre sig om.

Det betyder med andre ord, at jo færre ting man har, des mere frihed har man – frihed i form af både at have flere penge, mere tid og færre bekymringer.

Udover det er godt for en selv at være minimalist, så betyder minimalisme også, at man takket være sit mindre forbrug belaster miljøet mindre.

Nødvendige ting og ting man kan undvære

Hvilke ting det er nødvendigt at have afhænger af den enkelte minimalist. Nogle minimalister mener man skal have relativt mange ting, mens andre minimalister kan klare sig med blot 100 ting eller mindre (de fleste mennesker har mange, mange tusinde ting – både i form af ting som de bruger og i form af ting som ligger og samler støv her, der og allevegne).

Helt basalt skal man selvfølgelig have noget tøj at have på, noget toiletgrej og nogle køkkenting, så man kan lave mad (det er de færreste, der har lyst og råd til at spise ude morgen, middag og aften). Derudover, så vil de fleste også gerne have lidt møbler, en computer og en telefon.

Tilgengæld, så er det ikke nødvendigt at have et stort hus, bil, fjernsyn og mange andre ting, som vi umiddelbart tager for givet at man skal have.

Det er heller ikke nødvendigt at have så meget af hver ting som vi umiddelbart går og tror vi behøver. Jeg har i over 8 måneder klaret mig med 33 stykker tøj inkl. sko, tasker og hvad ved jeg – og i vores køkken er der stadig et par flyttekasser med køkkengrej der ikke er blevet pakket ud selvom det er mange måneder siden vi flyttede.

Minimalisme betyder ikke man er fattig

Hvis man ikke har så mange ting, så er der nok mange der vil tro, at man er fattig eller blot ikke har så meget at rutte med. Det er de færreste, der umiddelbart kan se, at der er tale om et bevidst valg.

Men man behøver ikke være fattig for at være minimalist. Tværtimod, så kan man sagtens være minimalist selvom man har kassen (ligesom man selvfølgelig kan være det, hvis man er fattig).

Og hvis man har pengene til det, så er der jo ingen der siger at bare fordi man er minimalist, så skal man købe alting i Aldi.

Gode og lækre ting er helt ok, hvis det blot er noget man virkeligt gerne vil have og ikke blot noget, som man er blevet lokket til at købe i et øjebliks reklameinspireret vanvid (selv holder jeg 30 dages karantæne når jeg vil købe noget, så jeg kan være 100% sikker på om jeg virkeligt gerne vil have det eller ej).

Det er iøvrigt også lettere at få mulighed for at købe gode og lækre ting hvis man er minimalist. Når man ikke bruger penge på massevis af overflødigt lort, så er der nemlig flere penge til overs til det man virkeligt gerne have og som man har et reelt behov for.

Categories
Bolig Minimalisme Økonomi

Har du sagt farvel til en god økonomi og friheden til at gøre hvad du gerne vil?

For ikke så længe siden, så kiggede jeg på hvordan alting man køber har ekstraomkostninger. Nogle ting har økonomiske ekstraomkostninger som at man fx. skal betale for benzin hvis man køber en bil og for licens hvis man køber et fjernsyn. Men det er ikke det værste – det værste er hvordan alting man køber begrænser ens frihed til at gøre hvad man gerne vil.

Da jeg skrev om ekstaomkostninger udnævnte jeg bilen til at være storsynderen på området, men det er ikke helt korrekt. Bilen er godtnok en storsynder, men den er slet ikke den største af slagsen. Der er en storsynder, der er meget større mht. både vores økonomi og frihed.

Den største storsynder

Det helt store storsynder er vores bolig – medmindre man altså er så ufatteligt heldig at have scoret sig en lejebolig, der ligger godt, har en god størrelse og en husleje der er til at betale.

At boligen er den største storsynder rent økonomisk er let at se, da det er de færreste mennesker i Danmark, der køber nogen som helst, der bare nærmer sig den samme pris, som de fleste betaler for deres bolig.

Nu vil nogen sikkert råbe op og sige, at man bare kan sælge sin bolig igen og måske også tjene penge på den – men kan man nu også det? Om man kan sælge sin bolig afgøres jo først og fremmest af boligmarkedet, der i den grad er udenfor den enkeltes kontrol.

Lige nu er der fx. masser af mennesker, der pissegerne vil sælge deres bolig og komme videre i livet. Men det kan de bare ikke, da der ikke er nogen der vil betale en pris, der ligner den pris sælger gav for boligen da han købte den. Disse mennesker sidder derfor fast hvor de bor – bundet på hænder og fødder af deres egen bolig.

Er man først stavnsbundet på den måde, så er der vist ingen tvivl om hvordan det er gået med ens frihed – den er blevet fuldstædnigt udryddet. Ikke alene kan man ikke flytte som man gerne vil. Man sidder med stor sandsynlighed også fast i ens arbejde og lever i frygt for at blive fyret, da man i den grad har brug for sin løn til at betale renter og afdrag måned efter måned i de næste mange, mange år.

Hvad skal man så gøre?

Det store spørgsmål er så hvad man skal gøre, hvis man forstår ovenstående og alligevel gerne vil have et sted at bo, der er bedre end et værelse i fars og mors kælder.

Såvidt jeg ser det, så er der flere muligheder:

  • Bo til leje, så man ikke behøver at tage et kæmpe lån og på intet tidspunkt er bundet udover indskuddet og tre måneders husleje. Det kan dog være temmeligt svært at finde en lejebolig – især hvis man gerne vil bo bare en smule i nærheden af en af de store byer.
  • Spare en helvedes masse penge sammen, så man kan betale så stor en del af boligens pris som muligt kontant. På den måde bliver det meget billigere at bo i boligen, da der er mindre/ingen renter og afdrag at betale hver eneste måned.Men selv om boligen er blevet betalt, så betyder det ikke, at man ikke har givet køb på noget af siden frihed – boligen skal sælges, hvis man vil videre, og hvem siger man kan gøre det uden tab?
  • Købe et kolonihavehus og bo der i sommerhalvåret. Om vinteren kan man så glæde sig over hvor billig ens bolig er og fx. tage ud at rejse i nogle måneder, mens Danmark er koldt, mørkt og trist.
  • Tænke alternativt og fx. overveje at bo i campingvogn (med varme selvfølgelig, hvis man vælger at bo der hele året). Der er masser af campingpladser, hvor man kan bo hele året – og når campingvognen bliver på samme sted, så behøver man ikke engang nogen bil til at trække den rundt med. Såvidt jeg har hørt, så er en campinvogn iøvrigt en sindsygt billig måde at bo på.
Categories
Minimalisme Økonomi

Det bliver dyrt – hvorfor du altid betaler ekstra, når du køber noget

Når vi køber nye ting, så har de fleste af os en kedlig tendens til kun at se på hvad der skal betales lige her og nu, mens vi står nede i butikken.

Temmeligt dumt af os, for som tiden går, så løber der en masse omkostninger oven i den umiddelbare pris – og det er næsten uanset hvad det er, som vi har købt.

Storsynderen mht. ekstra omkostninger er selvfølgelig bilen. Selvom den er købt og betalt, så skal du stadig betale benzin, reperationer, skatter, forsikring og hvad ved jeg i alt den tid du har bilen. Ekstra omkostninger, der ofte løber op i 3000-4000 kr om måneden før du får set dig om (endnu en grund til at skrotte bilen og købe en christianiacykel i stedet for – eller køre en masse i taxa, hvis du er for kropsdoven til en christianiacykel).

Mange andre ting giver dig også ekstraomkostninger – uanset de umiddelbart synes købt og betalt. Hvad koster dit fjernsyn dig fx. i elektricitet og licens om året? Hvad med alle dine møbler, der fylder af helvedes til og kræver at i har et større og dyrere hjem end i egentlig behøver?

Faktisk er det sådan, at jeg vil vove og påstå, at alle ting giver dig ekstra omkostninger efter de er købt og betalt nede i butikken.

Grunden til det er, at de ekstra omkostninger ikke kun er økonomiske. De rammer også noget meget vigtigere – nemlig friheden til at gøre hvad vi gerne vil.

Det kan være, at du synes det er for besværligt at flytte fordi dit hjem ligner et overfyldt, bombet lokum. Så besværligt, at du ikke kan overskue at flytte selvom du egentlig gerne vil.

Måske vil du gerne skifte job til noget helt andet, men du kan ikke få dig selv til det fordi du har brugt tusindvis af kr på kameraudstyr til dit gamle job som fotograf.

Eller måske vil du mægtigt gerne sælge bilen og begynde at cykle i stedet – men du kan ikke få dig selv til at gøre det, da du så vil tabe en masse penge ifht. hvad du gav for bilen i sin tid.

Alt i alt må der derfor gælde den regel, at jo mindre du har, des mere frihed har du – både økonomisk og ifht. hvor stavnsbundet du er til din nuværende måde at leve på.

Categories
Grej Krop og fysik Minimalisme

Projekt opdatering: Kan en sixpack kan overleve julen og kan man nøjes med 33 stykker tøj?

Som mine faste læsere ved, så har jeg har haft gang i et par projekter i de sidste par måneder.

I 3 måneder har jeg forsøgt at nøjes med kun at have 33 stykker tøj – inkl. sko, tasker, jakker og meget andet. Og i december sidste fik jeg mig en sixpack på 15 dage ved at følge en sindsygt effektiv slankekur.

Men hvordan går det så med projekterne? Kan jeg nøjes med kun at have 33 stykker tøj og har min sixpack mon givet op overfor julemad, konfekt og chokolader?

Kan man nøjes med 33 stykker tøj?

Project 333 tøjLad os starte med at kigge på hvordan der er gået med kun at have 33 stykker tøj. For lidt over 3 måneder siden udvalgte jeg 33 stykker tøj, som jeg skulle nøjes med fra 1. november til 31. januar. Resten af mit tøj pakkede jeg ned i en sort sæk, som jeg gemte i bunden af et skab.

De 33 stykker tøj inkluderede sko, tasker, jakker og meget andet, men ikke sokker, undertøj og sportstøj. Blandt de 33 stykker tøj var alt fra shorts og sandaler til vinterjakke og støvler, da jeg skulle være klar til både det pissedårlige vejr i Danmark og en lille tur til Thailand (der godtnok aldrig blev til noget).

Overraskende nok, så har jeg på intet tidspunkt manglet tøj at tage på. Bortset fra en enkelt gang, hvor jeg måtte bruge den samme tshirt to dage i træk, så har der altid været noget rent at tage på – og det er selvom det ene af mine tre par bukser døde undervejs.

Jeg kunne selvfølgelig have købt et par nye bukser i stedet for det døde par, men det var ikke nødvendigt og jeg fik det derfor ikke gjort.

Nu er de tre måneder gået og det står mig igen frit for hvor meget tøj jeg skal have. Men det betyder ikke de store ændringer.

Jeg er blevet glad for kun at have 33 stykker tøj, så jeg nøjes med at fiske 4 ting op af den sorte sæk: 2 tshirts, 1 slips og en habit, så jeg er klar til bryllupper og anden fin brug.

Desuden vil jeg nok begynde at bruge mine fivefingers til dagligt og ikke kun til at løbe i – og måske også tage mig sammen og købe et par nye bukser i stedet for det døde par.

Alt resten af mit tøj ryger direkte videre til Røde Kors.

Kan en sixpack overleve julen?

Sixpack statusI december lykkeds det mig at få en sixpack i løbet af blot 15 dage ved at følge en sindsygt effektiv slankekur, hvor det gjaldt om helt at undgå kulhydrater.

Siden da er jeg begyndt at spise mere normalt, da jeg elsker god mad. Der er med andre ord igen kulhydrater på bordet, men det betyder ikke at min sixpack er forsvundet.

Den er her stadig (billedet er fra et par dage siden – 45 dage efter jeg blev færdig med slankekuren).

Bortset fra om morgenen, så spiser jeg nu hvad der bliver stillet på bordet – og det er inkl. pizza og alt muligt andet. Men det skal nok lige med, at vi lever sundt og spiser relativt lidt slik, kager og andet snask – og at jeg nok tænker mig om en ekstra gang før jeg tyrer et par fyldte chokolader om aftenen (før ville jeg spise dem, hvis jeg overraskede dem i bunden af skabet).

Om morgenen, omkring kl. 7 hver dag, prøver jeg stadig at undgå kulhydrater, så til morgenmad spiser jeg fx. bønner, grøntsager, kød, æg og hvad der nu ellers gemmer sig af passende ting i køkkenet.

Jeg elsker musli med mælk og frugt, så kl. 9 tager jeg portion musli og starter derved dagens indtag af kulhydrater.

Der er snart gået 2 måneder siden jeg blev færdig med slankekuren og min sixpack er her som sagt stadig. Min vægt er nu ca. 76,5 kg – næsten 5 kg mindre end før slankekuren, men også ca. 2,5 kg mere end hvad jeg var nede og runde lige da jeg blev færdig.

Fedtprocenten har tilgengæld ikke ændret sig. Den er stadig 10%, så jeg satser på de ekstra kg skyldes at jeg har taget muskler på – især fordi jeg nok ikke har kunne undgå at tabe både fedt og muskelmasse under slankekuren.

Categories
Bolig Familie Grej Minimalisme

5 gode grunde til hvorfor børn ikke skal have fjernsyn på værelset

Lige fra vi fik vores første barn har jeg vidst, at de aldrig vil få deres eget fjernsyn på værelset. For hvorfor i alverden skulle jeg hjælpe til med at gøre dem mindre kreativite og fantasifulde? Hvorfor skulle jeg hjælpe til med at skade forholdet mellem dem og os som forældre?

Men det viser sig faktisk, at det er langt mere skadeligt end som så at give børn deres eget fjernsyn på værelset. Det er faktisk skadeligt som bare fanden, hvis man skal tro en amerikansk undersøgelse:

  • Børn med fjernsyn på værelset læser mindre og klarer sig dårligere i skolen.
  • De har større risiko for at blive overvægtige, da der ryger flere usunde snacks ned i gabet.
  • De har over dobbelt så stor risiko for at begynde at ryge!
  • De sover dårligere, med hvad det måtte medføre af dårligdomme.

Derudover, så ser børn med fjernsyn på værelset mere fjernsyn (surprise, surprise). Og når de ser fjernsyn, så kan forældrene ikke følge med i hvad de sidder og ser.

Godt at vi har valgt at børnene aldrig vil få deres eget fjernsyn på værelset – og endnu bedre at de ikke allerede har et (for så er fanden løs, hvis man vil have dem til at afgive det igen).

Ikke de bedste venner

Det er vist ikke nogen hemmelighed, at fjernsyn og jeg ikke er de bedste venner. Da jeg boede alene, så havde jeg i lang tid ikke noget fjernsyn – og det ville jeg bestemt heller ikke have nu, hvis jeg ikke havde nogen familie.

For børn skal se fjernsyn. De skal bare ikke se ret meget af det – og det de skal se, skal være kvalitetsudsendelser og ikke alt muligt bang-bang tegnefilms crap.

Kvalitetsudsendelser er fx. Lille Nørd, som vi med stor glæde ser sammen med børnene. Eller Sebastian og dyrene, der på et tidspunkt kørte om morgenen på DR (vi optog det selvfølgelig, så vi kunne se det om aftenen – morgentv er noget fanden har skabt for familier der gerne vil parkere børnene mens far og mor får fred til at læse avisen).

Categories
Feature Glæde Minimalisme Økonomi

Lev 5 år længere – og få over 100.000 kr for det

Hvis du er indstillet på at tage en hård beslutning, så kan du på mindre end en time føje 5 år til dit liv og få penge for at gøre det.

Det eneste du skal gøre er at smide fjernsynet ud. Det er alt hvad der kræves, for hvis du regner efter, så viser det sig virkelig hvor meget det koster i både tid og penge at have fjernsyn.

Lev længere

Lad os først kigge på hvor meget tid du kan spare ved at smide fjernsynet ud. Voksne i dagens Danmark ser i gennemsnit fjernsyn 2,8 timer om dagen. Det svarer til lidt over 42 dage om året, dvs. næsten halvanden måned.

Halvanden måned er som bekendt 6 uger eller præcis det samme som mange af os har af ferie om året. Du kan med andre ord fordoble din ferie hvis du smider fjernsynet ud (hvis du altså p.t. ser fjernsyn i nogle timer om dagen ligesom gennemsnittet gør det).

Hvis du, som jeg, er 35 år gammel og satser på at leve 50 år mere, så vil du få 2100 dage ekstra at leve i, hvis du smider fjernsynet ud. 2100 dage er det samme som 5,7 år!

Tjen penge

Det er dyrt at have fjernsyn. Der skal betales både licens og, for rigtig mange, kabeltv.

Licensen kan man desværre ikke slippe for. Uanset hvor hul i hovedet det er, så skal man betale licens hvis man har en computer. Jeg har svært ved at forestille mig, at der er ret mange der ikke har en computer, så licens er reelt set bare endnu en skjult ekstra skat 🙁

Men kabeltv kan vi gøre noget ved – og det er noget der batter, når vi regner på hvad kabeltv løber op i gennem årene.

En kabeltv pakke koster mindst 200 kr om måneden, hvilket svarer til 2400 kr om året. På 50 år bliver det til 120.000 kr – eller en lille ny bil (hvis man er til den slags, det er jeg ikke).

Helt galt bliver det hvis du har Canal Digital, Viasat eller lignende. Her slipper du typisk 300-400 kr eller mere om måneden, hvilket på sigt bliver til endnu flere penge.

Undvære fjernsynet

Kan du ikke undvære fjernsynet, så drop i det mindste at have kabeltv. Vi har levet uden kabeltv i tæt på et år og det har ikke været noget afsavn.

Nogle af de bedste programmet findes alligevel på DR, DR2, DR HD og TV2, så hvorfor have flere kanaler end dem?

Eneste problem ved DR, etc. er at de bedste programmer sendes sent, sent om natten, da masserne skal fodres med ligegyldige quizshows i bedste sendetid. Heldigvis er problemet dog ikke større end det kan løses med en harddisk optager.

Denne post var kraftigt inspireret af en post på Riskology bloggen

Categories
Glæde Minimalisme Økonomi

Hvorfor du skal sige nej til at blive millionær

Kan man tjene for mange penge? De fleste vil sikkert svare, at det kan man ikke. Jo mere man har, des bedre er det.

Men er det nu også det? Der er nemlig en masse problemer forbundet med at tjene mange penge.

Et liv i sus og dus

Først og fremmest, så kan mange penge let føre til at du lever en dyr livsstil i sus og dus. Og gør du først det, så skal der mange penge ind på kontoen hver måned. Hvis der ikke gør det, så må du opgive ting du har vænnet dig til og som du derfor vil have svært ved at give slip på. Det kan fx. være, at du må skifte bolig og bil ud med mindre og billigere modeller – eller helt undvære en bil, hvis din indtægt pludselig får et ordentligt hug nedaf.

Har du først vænnet dig til et liv i sus og dus, så er det med andre ord pengene der kontrollere dig og ikke omvendt. Og sker det først, så har du ikke længere frihed til at gøre hvad der passer dig. Mit råd er derfor altid at holde forbruget på et normalt niveau – uanset hvor mange penge du tjener.

De materielle glæder

En anden grund til at holde forbruget på et normalt niveau er, at du ikke får alverden ud af et øget forbrug. Det er nemlig sådan, at har du først vænnet dig til et niveau, så nyder du det ikke meget mindre end du ville nyde et mindre fancy forbrug. Uanset om du er vant til en 2 værelses på Nørrebro eller et palads på Strandvejen, så vil du føle næsten den samme glæde ved din bolig.

Det skaber heller ikke den store glæde at gå og købe alle mulige nye ting. Faktisk er det faktisk sådan, at forventningens glæde oftest er den største, hvilket sammen med min minimalistiske tilgang til verden er grunden til jeg har lavet min 30-dages regel for nyindkøb.

Det som det derimod gælder om er, at bruge pengene på at lære nye ting, får nogle oplevelser og glæde folk omkring dig.

Alle de små glæder

Jo flere penge du tjener, des mindre vil du glæde dig over at få en uventet check på 1000 kr ind ad døren. 1000 kr betyder meget hvis du er på SU, så der skaber en check på dette beløb masser af fest, farver og glæde. Men hvis du tjener 30.000 eller 100.000 kr om måneden, så betyder en uventet check 1000 kr væsentligt mindre og der vil derfor ikke være den samme glæde over at modtage den.

Det er faktisk sådan, at vores glæde for de små ting begrænses jo flere penge vi har. Folk der vinder i lotteriet glæder sig fx. mindre over små ting end folk der ikke har vundet gør det.

Endelig, så kræver mange penge en masse administration. Hvis du tjener en normal løn, så behøver du ikke meget mere end en bankkonto og en pensionsopsparing (hvilket kan være indviklet nok). Men hvis du tjener så meget, at du har et stort overskud hver måned, så skal du pludselig til at bekymre dig om investeringer, skattetænkning og hvad ved jeg.

Categories
Feature Grej Minimalisme

For meget at tage på? Ryd op i dit tøj med Project 333

Bortset fra lidt sko, så kan alt mit tøj kan være i en enkelt fløj i klædeskabet. Alligevel synes jeg nogen gange, at jeg har alt, alt for meget at tage på.

Det må der gøres noget ved. Det er derfor alletiders, at jeg for en uges tid siden faldt over den perfekte strategi til at få ryddet ud i klædeskabet: Project 333.

Kort fortalt, så går Project 333 ud på, at jeg i 3 måneder skal nøjes med 33 stykker tøj.

De 33 stykker tøj skal jeg udvælge fra starten af – og inkluderet i de 33 stykker tøj er jakker, sko, tasker, smykker, ure og alt muligt andet jeg kunne finde på at tage på. Det eneste der ikke er inkluderet er undertøj, sokker, sportstøj, nattøj og min bryllupsring.

Jeg har allerede udvalgt mine 33 stykker tøj (se min liste længere nede), så fra 1/11-2010 til 31/1-2011 er det det eneste tøj jeg må gå med. Og det uanset hvad jeg så skal til og hvad der sker af uventede ting.

Alt udover de udvalgte 33 stykker tøj er med andre ord bandlyst… og pakket ned i en kasse, der er tapet grundigt til.

Mine 33 stykker tøj

Project 333, mine 33 stykker tøj

  • 1 par sko
  • 1 par støvler
  • 1 regnjakke
  • 1 tyk vindjakke
  • 1 fleeche
  • 1 par regnbukser
  • 1 hue
  • 1 halstørklæde
  • 1 par vanter
  • 1 par arbejdshandsker
  • 2 rygsække (en stor og en lille)
  • 2 par cowboybukser
  • 1 par trekking bukser (mine arbejdsbukser, kan lynes op og blive til shorts)
  • 7 tshirts
  • 1 polo tshirt
  • 1 skjorte
  • 2 trøjer
  • 1 par kinasko (sutsko til indendørs brug)
  • 2 par shorts
  • 1 par sandaler
  • 1 bælte
  • 1 lang undertrøje
  • 1 par lange underbukser

Præcis 33 stykker tøj. Så nu er det bare om at krydse fingre og håbe jeg ikke har glemt et eller andet kritisk (det er der en vis risiko for, det er fx. først i dag jeg kom i tanke om at tilføje regnbukser til listen).

Med mine 33 stykker tøj satser jeg på at være klar til både dagligdagen, fest og farver, vores kommende flytning og en tur til troperne (for hvem siger nej, hvis man pludselig kan tage til Thailand midt i den kolde og mørke danske vinter).

PS: Huen bliver en anden end den orange på billedet, da kombinationen af gul jakke og orange hue i den grad får mig til at ligne en vildfarren vejarbejder.

Categories
Feature Glæde Minimalisme Økonomi

De 4 ting som det vil gøre dig lykkeligst at bruge penge på

Bruger du dine penge rigtig? Det tvivler jeg på. Langt de fleste af os bruger nemlig vores penge helt forkert, hvis man sammenligner med hvordan vores penge kan skabe maksimal glæde for os selv.

For de fleste, så er penge noget man kan bruge til at købe det man drømmer om. Pengene kan fx. gå til at købe den helt rigtige bolig, en ny bil, en helvedes masse tøj eller en eller anden smart teknologisk dims.

Hvor er glæden ved at købe nye ting?

Problemet er blot, at vi ikke får ret meget glæde ud af at købe ting. Faktisk er forventningens glæde ofte den største, da vi lynhurtigt vænner os til de nye ting vi køber. Hvis vi køber en ny bil, så går der ikke ret længe før vi har vænnet os til den. Og det vil oftest vise sig, at den største glæde var inden vi købte bilen og forestillede os hvordan den ville være at køre i.

Med andre ord, så overvurderer vi den glæde vi vil få ved at købe noget. Lidt paradoksalt, når man tænker på, at vi er bygget til at ville have så meget som muligt.

Men hvis vi sammenligner os med folk omkring os, så kan ting godt skabe lidt glæde alligevel. Det er nemlig sådan, at vi bliver gladere hvis vi har mere end vores naboer. Problemet er blot, at det er et endeløst race, da der altid er nogen som vil have mere end os selv.

Især hvis vi bor i et rigt område vil der være mange, der har mere end os selv. Det betyder med andre ord, at en person med en bestemt indkomst vil være gladere i et relativt fattigt område end et rigt område (da han derved vil have flere penge end sine naboer).

Men spørgsmålet er om det er værd at gå efter at have flere penge end naboen. Der er jo også alle dem man ser på tv og læser om, og derved også kommer til at sammenligne sig med. Og de har næsten helt sikkert flere penge end vi selv har.

De fire ting du bør bruge penge på

Men hvad gælder det så om? Hvad skal vi bruge vores penge til, hvis vi gerne vil skabe en masse glæde for os selv?

Der er fire ting det drejer sig om: At glæde folk omkring en, lære nye ting og at gå efter oplevelser fremfor materielle ting. Hvis pengene endeligt skal bruges på noget materielt, så gælder det om at gå efter at købe små ting fremfor store.

Du skal med andre ord hellere holde en kæmpe grillfest end at købe et nyt fjernsyn. Al forskning viser nemlig, at du derved bliver gladere – og samtidigt sikkert gør en masse andre mennesker glade.

Hvis du ikke vil holde grillfest, så drop stadig det nye fjernsyn og tag ud at rejse i stedet for. Grunden til det er at vi kan blive ved med at glæde os over oplevelser, mens vi alt for hurtigt vænner os til materielle ting. Desuden sorterer hjernen effektivt i vores indtryk, så vi mest husker det positive fra rejserne og derved bliver endnu gladere for dem.

Hvis du er smart, så kan du kombinere oplevelser med materielle ting. Det kan du fx. gøre ved at købe en bog, som du læser med så stor interessere, at det bliver ligeså meget en oplevelse som en ting du har købt.

Oplevelser kan også være at købe kurser eller undervisning i noget, som du gerne vil blive bedre til. Efterhånden som du bliver bedre og bedre, vil du opleve flow, hvilket er noget af det bedste der findes.

Hvis du vil bruge pengene på noget materielt, så skal du som sagt hellere gå efter flere små ting fremfor en stor ting. Du vil fx. blive gladere for at købe god mad hver uge end du vil blive for et nyt fjernsyn. Igen fordi glæden ved noget nyt hurtigt forsvinder, men det gør jo ikke så meget, hvis det nye kommer igen og igen.