Categories
Glæde Minimalisme Økonomi

Hvorfor du skal sige nej til at blive millionær

Kan man tjene for mange penge? De fleste vil sikkert svare, at det kan man ikke. Jo mere man har, des bedre er det.

Men er det nu også det? Der er nemlig en masse problemer forbundet med at tjene mange penge.

Et liv i sus og dus

Først og fremmest, så kan mange penge let føre til at du lever en dyr livsstil i sus og dus. Og gør du først det, så skal der mange penge ind på kontoen hver måned. Hvis der ikke gør det, så må du opgive ting du har vænnet dig til og som du derfor vil have svært ved at give slip på. Det kan fx. være, at du må skifte bolig og bil ud med mindre og billigere modeller – eller helt undvære en bil, hvis din indtægt pludselig får et ordentligt hug nedaf.

Har du først vænnet dig til et liv i sus og dus, så er det med andre ord pengene der kontrollere dig og ikke omvendt. Og sker det først, så har du ikke længere frihed til at gøre hvad der passer dig. Mit råd er derfor altid at holde forbruget på et normalt niveau – uanset hvor mange penge du tjener.

De materielle glæder

En anden grund til at holde forbruget på et normalt niveau er, at du ikke får alverden ud af et øget forbrug. Det er nemlig sådan, at har du først vænnet dig til et niveau, så nyder du det ikke meget mindre end du ville nyde et mindre fancy forbrug. Uanset om du er vant til en 2 værelses på Nørrebro eller et palads på Strandvejen, så vil du føle næsten den samme glæde ved din bolig.

Det skaber heller ikke den store glæde at gå og købe alle mulige nye ting. Faktisk er det faktisk sådan, at forventningens glæde oftest er den største, hvilket sammen med min minimalistiske tilgang til verden er grunden til jeg har lavet min 30-dages regel for nyindkøb.

Det som det derimod gælder om er, at bruge pengene på at lære nye ting, får nogle oplevelser og glæde folk omkring dig.

Alle de små glæder

Jo flere penge du tjener, des mindre vil du glæde dig over at få en uventet check på 1000 kr ind ad døren. 1000 kr betyder meget hvis du er på SU, så der skaber en check på dette beløb masser af fest, farver og glæde. Men hvis du tjener 30.000 eller 100.000 kr om måneden, så betyder en uventet check 1000 kr væsentligt mindre og der vil derfor ikke være den samme glæde over at modtage den.

Det er faktisk sådan, at vores glæde for de små ting begrænses jo flere penge vi har. Folk der vinder i lotteriet glæder sig fx. mindre over små ting end folk der ikke har vundet gør det.

Endelig, så kræver mange penge en masse administration. Hvis du tjener en normal løn, så behøver du ikke meget mere end en bankkonto og en pensionsopsparing (hvilket kan være indviklet nok). Men hvis du tjener så meget, at du har et stort overskud hver måned, så skal du pludselig til at bekymre dig om investeringer, skattetænkning og hvad ved jeg.

Categories
Grej

Sådan maler du din christianiacykel, så den ikke bliver stjålet

ChristianiacykelEr der noget der bliver stjålet i dagens Danmark, så er det christaniacykler. Første skridt mod røvhullerne der stjæler vores cykler er selvfølgelig en ordentlig lås – og andet skridt at give cyklen en ordentlig omgang unikt malerarbejde.

Et unikt malerarbejdet burde forringe tyvenes mulighed for at afsætte cyklen – og dermed sikre, at den ikke bliver stjålet. Samtidigt, så vil malingen klæde cyklen og forhåbentlig også glæde børnene (hvis de er store nok, så kan de selv være med til at svinge penslerne).

Sådan gjorde vi

Som sagt, så gjort. For et par uger siden gav vi vores christianiacykel den store tur med penslerne, så den kunne fremstå flot og anderledes.

Efter have snakket sammen om hvad vi skulle male, blev vi enige om en stor haj med åbent gab og et par små fisk rundt omkring på cyklen. Derefter gik turen til Røverkøb for at købe maling. Det viste sig at være overraskende billigt, da vi kunne nøjes med en stak farveprøver til 25,- kr dåsen (100,- kr i alt, da vi skulle bruge hvid, rød, gul og sort).

Hjemme igen tegnede vi hajen og de små fisk op med blyant. Så snart vi var færdige med at tegne op kunne vi begynde at male – en farve ad gangen og med et par timers pause til tørring mellem hver farve.

Christianiacykel
Christianiacykel
Christianiacykel

Alle steder fik 2-3 gange maling, så vi var sikker på der kom et godt, tykt lag på.

Efter vi var færdige med at male gav vi det hele to gange gulvlak. Her er det så om at lade være med at gøre som os, der brugte en gulvlak der er svagt hvid – brug hellere en der er helt klar, så i slipper for de samme hvide mærker som vi har over hele cyklen.

Christianiacykel

Det tager nogle dage

Alt i alt tog projektet 4-5 dage pga. maling og lak skulle have tid til at tørre. Men det gjorde ikke noget, da man jo sagtens kan køre på den alligevel (hvis altså bare det man har fået malet er tørt).

Som du kan se på billederne, så forsøgte vi os også med at male kalechen. Det så umiddelbart meget pænt ud, men allerede nu, et par uger efter vi malede den, er malingen begyndt at skalle af. Malingen brydes simpelthen i stykker hver gang kalechen krølles sammen 🙁

Christianiacykel

Categories
Feature Grej Minimalisme

For meget at tage på? Ryd op i dit tøj med Project 333

Bortset fra lidt sko, så kan alt mit tøj kan være i en enkelt fløj i klædeskabet. Alligevel synes jeg nogen gange, at jeg har alt, alt for meget at tage på.

Det må der gøres noget ved. Det er derfor alletiders, at jeg for en uges tid siden faldt over den perfekte strategi til at få ryddet ud i klædeskabet: Project 333.

Kort fortalt, så går Project 333 ud på, at jeg i 3 måneder skal nøjes med 33 stykker tøj.

De 33 stykker tøj skal jeg udvælge fra starten af – og inkluderet i de 33 stykker tøj er jakker, sko, tasker, smykker, ure og alt muligt andet jeg kunne finde på at tage på. Det eneste der ikke er inkluderet er undertøj, sokker, sportstøj, nattøj og min bryllupsring.

Jeg har allerede udvalgt mine 33 stykker tøj (se min liste længere nede), så fra 1/11-2010 til 31/1-2011 er det det eneste tøj jeg må gå med. Og det uanset hvad jeg så skal til og hvad der sker af uventede ting.

Alt udover de udvalgte 33 stykker tøj er med andre ord bandlyst… og pakket ned i en kasse, der er tapet grundigt til.

Mine 33 stykker tøj

Project 333, mine 33 stykker tøj

  • 1 par sko
  • 1 par støvler
  • 1 regnjakke
  • 1 tyk vindjakke
  • 1 fleeche
  • 1 par regnbukser
  • 1 hue
  • 1 halstørklæde
  • 1 par vanter
  • 1 par arbejdshandsker
  • 2 rygsække (en stor og en lille)
  • 2 par cowboybukser
  • 1 par trekking bukser (mine arbejdsbukser, kan lynes op og blive til shorts)
  • 7 tshirts
  • 1 polo tshirt
  • 1 skjorte
  • 2 trøjer
  • 1 par kinasko (sutsko til indendørs brug)
  • 2 par shorts
  • 1 par sandaler
  • 1 bælte
  • 1 lang undertrøje
  • 1 par lange underbukser

Præcis 33 stykker tøj. Så nu er det bare om at krydse fingre og håbe jeg ikke har glemt et eller andet kritisk (det er der en vis risiko for, det er fx. først i dag jeg kom i tanke om at tilføje regnbukser til listen).

Med mine 33 stykker tøj satser jeg på at være klar til både dagligdagen, fest og farver, vores kommende flytning og en tur til troperne (for hvem siger nej, hvis man pludselig kan tage til Thailand midt i den kolde og mørke danske vinter).

PS: Huen bliver en anden end den orange på billedet, da kombinationen af gul jakke og orange hue i den grad får mig til at ligne en vildfarren vejarbejder.

Categories
Feature Glæde Minimalisme Økonomi

De 4 ting som det vil gøre dig lykkeligst at bruge penge på

Bruger du dine penge rigtig? Det tvivler jeg på. Langt de fleste af os bruger nemlig vores penge helt forkert, hvis man sammenligner med hvordan vores penge kan skabe maksimal glæde for os selv.

For de fleste, så er penge noget man kan bruge til at købe det man drømmer om. Pengene kan fx. gå til at købe den helt rigtige bolig, en ny bil, en helvedes masse tøj eller en eller anden smart teknologisk dims.

Hvor er glæden ved at købe nye ting?

Problemet er blot, at vi ikke får ret meget glæde ud af at købe ting. Faktisk er forventningens glæde ofte den største, da vi lynhurtigt vænner os til de nye ting vi køber. Hvis vi køber en ny bil, så går der ikke ret længe før vi har vænnet os til den. Og det vil oftest vise sig, at den største glæde var inden vi købte bilen og forestillede os hvordan den ville være at køre i.

Med andre ord, så overvurderer vi den glæde vi vil få ved at købe noget. Lidt paradoksalt, når man tænker på, at vi er bygget til at ville have så meget som muligt.

Men hvis vi sammenligner os med folk omkring os, så kan ting godt skabe lidt glæde alligevel. Det er nemlig sådan, at vi bliver gladere hvis vi har mere end vores naboer. Problemet er blot, at det er et endeløst race, da der altid er nogen som vil have mere end os selv.

Især hvis vi bor i et rigt område vil der være mange, der har mere end os selv. Det betyder med andre ord, at en person med en bestemt indkomst vil være gladere i et relativt fattigt område end et rigt område (da han derved vil have flere penge end sine naboer).

Men spørgsmålet er om det er værd at gå efter at have flere penge end naboen. Der er jo også alle dem man ser på tv og læser om, og derved også kommer til at sammenligne sig med. Og de har næsten helt sikkert flere penge end vi selv har.

De fire ting du bør bruge penge på

Men hvad gælder det så om? Hvad skal vi bruge vores penge til, hvis vi gerne vil skabe en masse glæde for os selv?

Der er fire ting det drejer sig om: At glæde folk omkring en, lære nye ting og at gå efter oplevelser fremfor materielle ting. Hvis pengene endeligt skal bruges på noget materielt, så gælder det om at gå efter at købe små ting fremfor store.

Du skal med andre ord hellere holde en kæmpe grillfest end at købe et nyt fjernsyn. Al forskning viser nemlig, at du derved bliver gladere – og samtidigt sikkert gør en masse andre mennesker glade.

Hvis du ikke vil holde grillfest, så drop stadig det nye fjernsyn og tag ud at rejse i stedet for. Grunden til det er at vi kan blive ved med at glæde os over oplevelser, mens vi alt for hurtigt vænner os til materielle ting. Desuden sorterer hjernen effektivt i vores indtryk, så vi mest husker det positive fra rejserne og derved bliver endnu gladere for dem.

Hvis du er smart, så kan du kombinere oplevelser med materielle ting. Det kan du fx. gøre ved at købe en bog, som du læser med så stor interessere, at det bliver ligeså meget en oplevelse som en ting du har købt.

Oplevelser kan også være at købe kurser eller undervisning i noget, som du gerne vil blive bedre til. Efterhånden som du bliver bedre og bedre, vil du opleve flow, hvilket er noget af det bedste der findes.

Hvis du vil bruge pengene på noget materielt, så skal du som sagt hellere gå efter flere små ting fremfor en stor ting. Du vil fx. blive gladere for at købe god mad hver uge end du vil blive for et nyt fjernsyn. Igen fordi glæden ved noget nyt hurtigt forsvinder, men det gør jo ikke så meget, hvis det nye kommer igen og igen.

Categories
Effektivitet

Pomodora – den super effektive tomat teknik

I min evige jagt efter at blive mere effektiv faldt jeg for et par dage siden over en teknik der kaldes pomodora (italiensk for tomat). En simpel teknik, som jeg tror vil være super effektiv. Så effektiv, at jeg straks er begyndt at bruge den ifht. den måde jeg organisere mit arbejde på.

Pomodora kort fortalt

Kort fortalt, så består pomodora teknikken i at man opdeler ens arbejde i enheder af 25 minutter (pomodoraer). 25 minutter, da det er lang nok tid til at man kan få noget fra hånden – og samtidigt ikke så længe, at ens tanker begynder at flyve alle mulige andre steder hen.

Hver gang man er færdig med en pomodora (dvs. man har arbejdet effektivt i 25 minutter) tager man en pause på 5 minutter, hvor man laver noget helt andet. Det er vigtigt, at man i pauserne laver noget, der ikke kræver den store tanke virksomhed – og at det absoult intet har at gøre med det arbejde man er i gang med. Man kan fx. bruge pauserne på at drikke eller spise lidt, gå en tur på toilettet eller strække lidt ud.

Efter hver fjerde pomodora har man en noget længere pause på 15-30 minutter. Igen gælder det om ikke at tænke store tanker og lave noget, der absolut intet har at gøre med det arbejde man har gang i. Den relativt lange pause kan man fx. bruge på at gå en tur.

En typisk arbejdsdag vil bestå af 10-12 pomodoraer, da der som bekendt også skal være tid til frokost og lidt, formodentligt ligegyldige, men alligevel obligatoriske, møder.
Til at styre hvor lang tid der er gået i de enkelte pomodoraer og pauser anbefales det, at man bruger et almindeligt minutur som vi kender dem fra køkkenet.
Ophavsmanden til pomodora brugte et tomatformet minutur, deraf navnet pomodora.

Dagens første og sidste pomodora

Man kan med fordel bruge dagens første pomodora på at planlægge dagens arbejde og gøre klar, dvs. finde blyanter og papir, tænde computeren etc. (men ikke checke mails, nyheder og alt muligt andet ligegyldigt).

Hvis man har arbejdet med pomodora teknikken i længere tid, så kan man, under planlægningen af dagens arbejde, prøve at estimere hvor mange pomodoraer hver opgave vil tage. På den måde vil man få mere styr over hvad man kan forvente at få lavet i løbet af dagen – og typisk vil man også finde ud af, at man sagtens kan nå opgaverne indefor den planlagte tidsramme (jvf. Parkinsons lov om at ting tager den tid man giver dem).

Dagens sidste pomodora kan man bruge på at kigge på hvordan dagen er gået og hvad man kan gøre bedre fremover. Man kan fx. se om der er nogen fremgang i hvor meget man får noget per dag, fx. ved at se på om antallet af udførte pomodoraer øges (efterhånden som der bruges mindre og mindre tid på ligegyldige aktiviteter som fx. de fleste møder, gentagende email checks o.lign.).

Hvis man bruger den sidste pomodora på denne måde, så vil jeg også regne med, at man på sigt vil få indsigten til at kunne vurdere hvilke opgaver der giver den største værdi ifht. arbejdsindsatsen. Det kan fx. være at det viser sig, at en opgave der typisk tager 2 pomodoraer giver meget større værdi end en anden opgave der typisk tager 6 pomodoraer – og i så fald kan man overveje, om det overhovedet kan betale sig at udføre opgaven der tager 6 pomodoraer.

Men den tid, den glæde. Jeg er som sagt kun lige begyndt at bruge pomodora til at organisere mit arbejde, så jeg er endnu ikke nået til at kunne vurdere mine opgaver på den måde. Men jeg ser bestemt frem til det, da jeg tror fuldt og fast på 80/20 reglen.

Hvis du også synes pomodora teknikken lyder helt fantastisk, så kan du læse mere om den her. Jeg vil især fremhæve side 34 i guiden, da indeholder en tabuleret liste over pomodora reglerne.

###

En enkelt sidebemærkning. Jeg læste om pomodora teknikken på min nye iPad, hvilket er en stor fornøjelse ifht. at læse på en computerskærm. Det iPad’en mangler ifht. papir opvejes af, at jeg ikke behøver printe alting ud og det er lettere at tage materialerne med sig rundt.

Jeg læste pdf filen med iPad applikationen PDF Expert, der giver mulighed for at highlighte tekst, skrive noter, etc.

Categories
Bolig Feature Økonomi

Opsparing i ejerbolig og andelsbolig – sådan tjener du millioner uden at røre en finger

Når du køber en ejerbolig eller andelsbolig, så har du gode muligheder for at tjene et par millioner eller mere – og det er helt uden at røre en finger.

Det eneste der skal til er, at du bliver boende i den samme bolig længe nok – og at priserne på boliger fortsætter med at udvikle sig på samme måde som de har gjort hidtil.

Få tre gange så meget for din ejerbolig fra 1993

Lad os først se på hvad du ville have tjent, hvis du havde købt en ejerbolig til en million i 1993 og solgt den igen i 2008 (15 år senere). Iflg. Danmarks statistik, så er priserne på ejerboliger ca. tredoblet i denne periode, så boligen du i 1993 gav en million for kan du i 2008 sælge for tre millioner (groft sagt, der er selvfølgelig forskel på hvilken type bolig det drejer sig om, hvor i landet boligen befinder sig m.m.).

At du købte boligen for en million og sælger den igen for tre millioner betyder dog ikke, at du kan proppe 2 millioner lige ned i lommen. Fra beløbet skal du modregne driftsomkostningerne, dvs. ejendomsskatter, varme, vand, vedligeholdelse etc. – iflg. Bolius 2,8% af salgsprisen om året.

2,8% af salgsprisen hvert år i 15 år svarer til ca. 770.000, dvs. du vil stå tilbage med en gevinst på lidt over 1,2 millioner når du sælger boligen i 2008. Fra de 1,2 millioner skal du også fratrække renter og andre udgifter til finansieringen, hvis det var nødvendigt for dig at låne til køb af boligen i 1993.

Det lyder jo rigtig godt, men det kan faktisk blive endnu bedre. Hvis du i stedet for at have købt en bolig havde investeret pengene i aktier med samme vækst (8% om året), så ville du stå tilbage med 2 millioner i gevinst, da der ikke de samme udgifter forbundne med at have aktier.

Uanset mulighed for at spare millioner op i din bolig, så kan det altså stadig betale sig at købe så billigt et hus som muligt. Og det gælder uanset om du kan købe boligen kontant (som i beregningerne herover) eller om du skal låne til boligen.

Gentag succesen her i 2010 og tjen 3,75 millioner

Men nok historie. Det spændende er om du kan tjene ligeså meget på at købe en ejerbolig eller andelsbolig i dag som du kunne i 1993. Det mener jeg godt du kan, hvis du ellers bliver boende i den samme bolig længe nok og undgår at købe og sælge på helt forkerte tidspunkter. Hvis man kigger på en periode på mindst 10-20 år, så er priserne på boliger nemlig altid steget og steget.

Lad os prøve at regne på hvad du kan tjene her i 2010. Lad os fx. sige, at du i dag går ud og køber en ejerbolig til 3 millioner kr. Hvis boligpriserne i de næste 15 år stiger på samme måde som de gjorde i perioden 1993-2008, så vil din netop købte bolig i 2025 kunne sælges for ca. 9 millioner kr.

Hvis du fra dette beløb trækker driftsomkostninger på samme måde som ovenfor, så står du tilbage med en gevinst på 3,75 millioner kr! Det svarer i nutidskroner til 3 millioner, hvilket bestemt ikke er at kimse af (priserne steg fra 1993 til 2008 med ca. 20%, jeg har regnet med samme prisstigning fra 2010 til 2025).

Selvom 3,75 millioner lyder rigtig godt, så skal vi dog stadig huske på, at det med stor sandsynlig bedre ville kunne betale sig at investere pengene i fx. aktier. Med et afkast på 8% om året, så ville du nemlig i samme periode kunne have tjent 6 millioner kr (4,8 millioner i nutidskroner) på at investere pengene fremfor at købe bolig for dem, da der ikke er de samme udgifter forbundne med at have aktier.

Kan du også tjene millioner på en andelsbolig?

Jeg tror man ville kunne se samme tendens for andelsboliger. Jeg har dog valgt ikke at regne på den slags boliger, da jeg ikke har kunne finde nogen relevante statistikker over prisudviklingen.

Uanset hvad, så ville sådanne statistikker også være meget svære at fremadskrive, da andelsboligmarkedet har ændret sig voldsomt i løbet af de sidste år (jvf. at andelsboliger tidligere gik til folk der havde stået på en venteliste i årevis, mens de i dag går til dem der vil betale for dem – præcis ligesom ejerboliger gør det).

Gevinsten på andelsboliger vil dog nok være mindre end på ejerboliger pga. to faktorer:

  • Andelsboliger bliver solgt for lavere priser end tilsvarende ejerboliger gør det.
  • De enkelte andelsforeningens lån m.m. ofte dyrere pr. måned at sidde i en andelsbolig end en tilsvarende ejerbolig.
Categories
Effektivitet

Er dit fokus indefor magtcirklen eller brænder du tid og energi af udenfor?

Ligesom så mange andre, så overvejer jeg nogen gange hvad min tid og energi bliver brugt på. Desværre er det ikke alt min tid og energi der bliver brændt af på noget brugbart. Rigtig meget går faktisk til at bekymre sig om ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Eller til at forsøge at ændre noget, som det alligevel ikke står i min magt at ændre.

Det er noget skidt, for hvorfor brænde tid og energi af på noget jeg alligevel ikke kan gøre noget ved? I stedet for at gøre det, så bør jeg fokusere på hvad jeg kan kontrollere og ændre – eller fx. blot nyde, hvis det drejer som om fest, farver og at have det sjovt.

En god måde at fokusere på det væsentlige er ved at tænke på Covey’s ”circle of influence”. Kort fortalt er det en teknik, der består i at man forestiller sig at have en cirkel omkring sig. Inde i cirklen er alt det man kan kontrollere og udenfor cirkel er alt det, som man ikke kan kontrollere – og som man derfor ikke bør bruge tid og energi på. I mangel af en bedre, dansk betegnelse, så vil jeg kalde denne cirkel for magtcirklen.

Spørgsmålet er så hvordan jeg helt konkret sikrer mig, at jeg fokusere på tingene indefor min magtcirkel.

Først og fremmest, så tror jeg, at det gælder om at have den i baghovedet hele tiden. På den måde kan jeg forhåbentlig stoppe mig selv, hvis jeg fx. bruger tid på unødig brok, der alligevel ikke ændrer noget som helst (hvis man altså ser bort fra hvordan unødig brok gør både mig selv og folk omkring mig i dårligere humør).

Derudover, så tror jeg også, at det vil være en god ide at huske på min magtcirkel når jeg planlægger hvad jeg skal bruge min tid på – og når jeg bagefter overvejer hvad jeg har brugt min tid på. På den måde er der håb om, at jeg vil bruge mere tid og energi på brugbare ting og brænde mindre af på ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Categories
Læring

Det hemmelige trick til at lære noget helt nyt

Hvis du har skulle lære noget helt nyt, så ved du sikkert hvor svært det kan være at komme i gang. Hvordan er det lige du skal gribe det an og er det i det hele til at overskue hvad det er du skal i gang med?

Nogen gange kan det være så svært at komme i gang, at det hele går i stå og du aldrig nogensinde kommer i gang med alt det nye du gerne vil lære.

Møgærgeligt – især fordi det faktisk slet ikke er så svært at finde ud hvordan du bør gribe tingene an. Takket være internettet, så har du nemlig alle de informationer du har brug for lige ved hånden (især hvis du strammer dig an og søger på engelsk i stedet for dansk).

Men et er at finde de informationer du har brug for. Noget helt andet er at gøre noget ved dem, dvs. at bruge informationerne til rent faktisk at lære noget nyt og komme videre i livet.

Efter min smag, så sker det lidt for ofte, at folk nøjes med at finde informationerne de har brug for og så aldrig kommer videre.

Prøv at starte med at få gjort noget – uanset om du er sikker på det er det helt rigtige du gør eller ej. For uanset hvad du gør, så er det med stor sandsynlighed bedre end slet ikke at få gjort noget.

Det koster selvfølgelig tid, energi og måske også penge at gøre noget – men omkostningerne bliver næppe større end hvad det på sigt koster dig ikke at gøre noget. Og desuden har du allerede investeret i projektet i og med du har overvejet det og fundet de nødvendige informationer – en investering du vil tabe på gulvet, hvis du ikke gør noget.

Lad os fx. sige, at du skal lære noget nyt, der kan gøre dig til en bedre og mere værdifuld medarbejder. Det vil koste dig noget at lære det, men disse omkostninger opvejes af du bliver en mere værdifuld medarbejder, der kan få højere løn og som har mindre risiko for at blive sparket ud (uanset der ikke er nogen grund til at være bange for at blive fyret).

Sålænge det ikke skader andre og forårsager store, uoprettelige skaber på fx. din økonomi, så vil jeg vove og påstå at det altid er bedre at få gjort noget end at lade være.

Hvis du får gjort noget fra starten af, så vil du heller ikke blive så påvirket af negative tanker a la ”kan ikke”, ”tør ikke”, ”ved ikke”, etc. Der er derfor mindre risiko for at du ender med at komme med en eller anden dårlig undskyning og opgive det hele.

Categories
Arbejde Feature Økonomi

Tillykke med du er blevet fyret

Der er ikke ret mange der sidder på arbejdet og håber på at blive fyret, men det burde der være. Det er nemlig slet ikke så slemt at blive fyret. Faktisk er det alletiders, hvis du har orden i økonomien, lidt is i maven og mod på eventyr, fest og farver.

Hvad er det værste der kan ske

Tænk over hvad der er det værste, der vil kunne ske hvis du bliver fyret. Formodentlig vil der ikke ske noget værre end, at du vil have færre penge at gøre godt med i en periode. Der vil formodentlig hverken være bål og brand eller folk der falder døde om fordi du får en fyreseddel.

Det er faktisk kun hvis du har købt en alt, alt for dyr bolig, at det hele kan vælte fordi du får en fyreseddel. Og hvis det er tilfældet, så er det om at få boligen solgt allerede nu og flytte til noget billigere, så du ikke behøver at leve med den slags økonomiske hovedpiner til daglig.

For alle andre vil det ikke være noget problem at blive fyret, da det ikke er super lidt penge du skal nøjes med mens du går ledig. Først og fremmest vil du blive ved med at få løn i 3-6 måneder efter du har modtaget fyresedlen, så du har masser af tid til at finde et andet arbejde inden kassen lukker i.

Og hvis du har været lidt smart, så kan det også være du har lavet en opsparing, så du kan klare dig i mindst 6 måneder og helst et helt år uden nogen som helst indtægt (det er slet ikke så urealistisk som nogen måske synes det lyder. Det gælder simpelthen om ikke at bo for dyrt og undgå dyre vaner – og så forøvrigt starte på at spare op lang tid før det blive nødvendigt at bruge af opsparingen).

Du er med andre ord sikret en indtægt i 3 måneder eller mere. Der er derfor ingen grund til panik, da alle kan finde et nyt arbejde indefor 3 måneder. Hvis du ikke kan finde noget, så er det enten fordi du er for doven, for kræsen eller fordi du ikke har overvejet muligheder som fx. supermarkeder og avisomdeling – eller jobbet som gartnerlærling, som du altid har drømt om mens du sad på kontoret og solen skinnede udenfor.

Det bliver bedre endnu

Men at der ikke er nogen grund til økonomisk panik er slet ikke den væsentligste grund til at sige tillykke, hvis du er så heldig at blive fyret.

Den væsentligste grund er, at der pludselig åbner sig en masse muligheder for dig. Pludselig har du tiden og muligheden for at lave alt det du drømte om mens du sad og kedede dig på kontoret.

  • Pak rygsækken og tag ud at rejse i flere måneder. På den måde kan du også strække pengene længere, hvis du ellers tager til et billigt land som fx. Thailand.
  • Start på en ny og spændende uddanelse. Hvis den er alletiders, så prøv og se om du ikke kan fortsætte den ved at spænde livremmen lidt ind og nøjes med noget deltidsarbejde ved siden af studierne.
  • Brug noget mere tid med børnene og resten af familien. Tag fx. børnene med ud at rejse, så de også kan opleve noget nyt.

At lave noget spændende kræver selvfølgelig at du er så heldig, at du bliver fritstillet i forbindelse med din fyring – eller at du opfører dig så tåbelig på arbejdspladsen, at de bliver trætte af at se på dig 🙂

Uanset hvad, så glem alt om at være bange for at blive fyret. Hvis du ellers har styr på dit liv, så er en fyring faktisk noget af det bedste der kan ske for dig.

PS: For god ordens skyld må jeg lige få med, at det aldrig er lykkeds mig at blive fyret. Det eneste jeg har gjort er at sige op og skifte arbejde som andre folk skifter underbukser.

Categories
Effektivitet

Sådan bliver du mere motiveret og mere effektiv fra den ene dag til den anden

I min sidste post fortalte jeg om motivation og hvorfor intern motivation er så meget bedre end extern motivation. Det store spørgsmål er så hvordan vi udvikler intern motivation, dvs. hvordan vi kan komme til brænde for noget og derved præstere så meget bedre end hvis vi blot bliver motiveret af en fast, månedlig pose penge.

Først og fremmest, så drejer intern motivation sig om at vi selv får lov til at bestemme. Dvs. at vi skal bestemme, eller ihvertfald have medindflydelse på, hvad vi skal lave, hvordan og hvornår vi skal gøre det og med hvem vi skal gøre det.

Hvis vi får trukket opgaverne ned over hovedet på arbejdet, så performer vi fx. meget dårligere end hvis vi får lov til selv at styre hvilke projekter der skal arbejdes med og hvordan de skal løses. Der er fx. flere firmaer, inkl. mægtige Google, der har haft success med at lade medarbejderne bruge 20% af deres tid på selvvalgte opgaver. Andre firmaer har haft success med at indført result-only-work-environment (ROWE), hvor det eneste det handler om er at opgaverne bliver løst.

Selvfølgelig er det ikke alle arbejdsopgaver vi selv kan bestemme over – og nogle arbejdsopgaver, som fx. at sidde i kassen i et supermarked, giver ikke de store muligheder for variation og selvstændighed. Men det betyder ikke, at det er umuligt at udvikle intern motivation og komme til at nyde den slags arbejdsopgaver mere end man ellers ville gøre.

Måden man gør det på er ved at lave arbejdsopgaven om til en udfordring. Hvis du sidder i kassen, så kan du fx. sige til dig selv, at du er med i en leg, hvor det gælder om at få X antal kunder gennem kassen hver time. Pludselig vil du så være mere optaget af legen end af hvor kedligt det er at sidde og sige bip-bip igen og igen.

Selv bruger jeg samme trick når jeg skal skrive en ny post. Det er nemlig ikke altid, at jeg synes det er alletiders at skrive – uanset jeg synes, at jeg har en masse at fortælle.

Helt konkret, så følger jeg Parkinson’s lov (opgaver tager den tid man giver dem) og giver mig selv 60 minutter til få skrevet en post. Med stopuret tikkende i baggrunden, så ved jeg, at jeg skal komme i gang og det gør jeg så. Det er simpelthen umuligt ikke at gøre det, når jeg kan se at posten skal være færdig om 59, 58, 57… minutter.