Som bekendt, så indeholder kaffe normalt ikke nogen kalorier, men på det sidste, så har min kaffe indeholdt masser af kalorier. Hele 200 kalorier pr. kop – eller 600-800 ekstra kalorier om dagen, hvis man som jeg drikker 3-4 kopper kaffe hver dag.
En anelse panik
600-800 ekstra kalorier om dagen burde kunne skabe en anelse panik blandt de mange folk, der stadig tror at det er kalorierne der afgører om vi bliver overvægtige og fede. Og hvis disse folk ikke går i panik over de mange ekstra kalorier, så gør de det nok, når de hører at stort alle de ekstra kalorier kommer fra fedt og atter fedt!
Som du nok kan gætte, så er jeg ikke i panik over hverken de mange ekstra kalorier eller de store mængder fedt og atter fedt (hvis jeg var det, så ville jeg jo nok ikke tune min kaffe på den måde).
Grunden til jeg ikke er i panik er selvfølgelig, at jeg har gennemskuet at det hverken er kalorierne eller mængden af fedt, der gør at vi bliver overvægtige og fede. I stedet, så mener jeg som bekendt at det er de hurtige kulhydrater, der er grunden til vor tids fedmeepidemi.
Hemmeligheden bag
Hemmeligheden bag de mange ekstra kalorier og de store mængder fedt er, at jeg er begyndt at smide en god sjat smør i hver eneste kop kaffe jeg drikker. En ordentlig klump på ca. 25 g i hver kop, hvilket svarer til at en almindelig pakke smør holder 2-3 dage (10 kopper kaffe).
Der er flere fordele ved at smide smør i kaffen:
1) Det er en nem og hurtig måde at lave morgenmad på, hvilket ellers er et klassisk problem for mange mennesker, der lever af paleo mad/stenalderkost.
2) Det er nogle gode billige kalorier, hvilket er relevant, hvis man fx. prøver at få en masse muskler i en fart.
3) Det smager godt, når man lige har vænnet sig til smagen (hvis man har svært ved at vænne sig til smagen, så kan man starte med en mindre mængde smør og langsomt komme mere og mere i).
Da jeg somregel har god tid om morgenen, så er det mest de mange billige kalorier, der lokker. Det er nemlig sådan, at jeg om en måneds tid regner med at køre anden runde af mit muskeleksperiment – og når jeg gør det, så får jeg brug for masser af kalorier hver eneste dag (4000+ kalorier om dagen og måske endog mere end det).
I første runde af mit muskeleksperiment, så spiste jeg masser af hurtige kulhydrater i form af ris, pasta, etc., hvilket gjorde, at jeg tog en god sjat fedt på undervejs (som jeg så tabte igen i fart bagefter ved at droppe kulhydraterne)
Ved i anden runde at holde mig fra de hurtige kulhydrater, så håber jeg, at jeg kan nøjes med at tage masser af muskler på (uanset jeg måske ikke når 5 kg muskler på 6 uger ligesom sidste gang).
Sådan gør man
Når man kommer smøret i kaffen, så skal man lige lade det bruge 1-2 minutter på at smelte. Imens smøret smelter, så synes jeg det er en god ide at røre lidt rundt med en ske, så det fordeler sig og ikke blot lægger sig som en smørhinde øverst, oven på selve kaffen.
Men det er selvfølgelig en smagssag, hvad man synes der er bedst. Jeg er sikker på, at der også er nogen, der synes det er alletiders med sådan en smørhinde.
Man kan også komme smøret i fx. te, ligesom tibetanerne gør det med yakoksesmør oppe i Himalayabjergene.
På nettet er der nogen der siger, at man ikke må bruge saltet smør, men personligt, så har jeg ikke kunne smage nogen forskel på om jeg bruger saltet eller usaltet smør. Jeg holder mig derfor til det saltede smør, da det somregel er væsentligt billigere end usaltet smør.
Min videre plan
Indtil videre har jeg drukket kaffe med smør i i lidt over en uge, så jeg kunne sikre mig, at det var en holdbar kaloriestrategi ifht. anden runde af mit muskeleksperiment.
Om jeg så vil fortsætte med det fremover, efter anden runde af muskeleksperimentet, tør jeg ikke love, da jeg skal grave lidt mere i om almindeligt smør er ligeså godt og sundt som smør fra græsfodret kvæg.
Men hvis det er ligeså godt og sundt med almindeligt smør som med smør fra græsfodret kvæg, så fortsætter jeg nok med at komme smør i kaffen.