Author: Mads Phikamphon

Jeg har tidligere plabret løs om mine erfaringer med Five Fingers Sprint, men det viser sig, at der er meget mere at fortælle om dem.

Jeg har nemlig slet ikke fortalt om hvordan det er at løbe et halvmarathon iklædt Five Fingers og hvordan skoene fungerer på trekking tur i Thailand. Jeg har hellere ikke fortalt spor om hvad du skal passe på, når vinteren er overstået og du skifter de traditionelle løbesko ud med Five Fingers.

21,1 km i helvede

Efter at have løbet omkring 10 ture på 10-12 km besluttede jeg for at prøve kræfter med en halvmarathon iklædt Five Fingers (jeg løber rimeligt tit 20+ km ture i traditionelle løbesko, så distancen i sig selv er ikke værre end en tur til bageren søndag morgen).

Starten gik som en drøm, men allerede efter 3-4 km var der problemer. Da viste det sig, at ville skulle løbe ca. en kilometer henover massevis af små spidse sten. Av for pokker, det var ikke lige hvad jeg havde regnet med. Bestemt ikke nogen fornøjelse, men jeg kom igennem med sammenbidte tænder og i lidt lavere fart end jeg ellers ville have gjort.

Efter stenene gik det heldigvis derudaf igen. Men ved 14 km knækkede filmen fuldstændigt. Jeg fik møgondt under den ene hæl og opdager at jeg har muskler i benene, som jeg aldrig før har skænket en tanke. Det er helt sikkert sandt, at man bruger andre muskler når man løber barfodet/i Five Fingers end hvis man løber i traditionelle løbesko.

De efterfølgende og sidste 6 km af ruten var ren tortur. Det gik frygteligt langsomt og hvad værre er – en af mine ærkekonkurrenter overhalede mig få km før mål.

Hjemme igen opdager jeg grunden til smerterne i foden. Verdens hidtil største vabel var vokset frem under hælen. Bensmerterne var mere anonyme, men jeg gætter på de kom pga. jeg brugte muskler som jeg ellers ikke havde brugt alverden.

At jeg inden løbet har kunne løbe 10-12 km uden problemer og så knækker sammen efter blot 2 km mere skyldes nok først og fremmest tempoet. Det var fart over feltet de første 14 km og seriøse tegn på en tid under halvanden time (tiden inkl. smerter og tortur endte på 1:33:et eller andet).

Trekking i Thailand

Trods de mindre gode erfaringer med halvmarathon elsker jeg mine Five Fingers, så jeg tog dem også med på en længere tur til Thailand.

Her viste de sig at være de perfekte løbesko til det varme klima. Godt nok kom de endnu hurtigere til at lugte af gammel hest, men den åbne konstruktion gjorde at fødderne ikke blev helt så overophedet som hvis jeg havde brugt traditionelle løbesko.

Trekking var de også rigtig gode til. Ifht. hvis jeg havde haft almindelige sko på, så følte jeg mig som en ren bjergged, der racede op og ned af klipper og skråninger – jeg kom faktisk næsten lige så hurtigt frem som de lokale… der var iklædt flip-flop sandaler.

Eneste problem var da en igle fattede smag for skoenes åbne konstruktion og bed sig fast lige under tværremmen. Den forstod dog heldigvis godt, at den skulle af igen, da den blev brændt lidt bagi med en lighter.

Sæsonstart

Post Danmark har desværre præsteret at smide pakken med mine Five Fingers KSO Trek ud, så jeg har måtte klare mig med traditionelle løbesko mens det var koldt og mørkt udenfor 🙁

Ikke lige hvad jeg drømte om, så da blev bare en smule varmt kom mine Five Fingers Sprint fundet frem igen. På med dem og så afsted over stok og sten… av, for pokker, det var noget der kunne mærkes i benene bagefter.

Jeg havde vist misvedligeholdt mine Five Fingers muskler vinteren igennem, så de var slet ikke klar til løbe derudaf to dage lige efter hinanden (15 km i alt, heraf 9 km i højt tempo).

Lesson learned er at Five Fingers musklerne skal trænes op igen efter en vinter med traditionelle løbesko. Jeg har derfor valgt mest at gå rundt med dem på indenfor i et par uger, så jeg kan få gang i musklerne igen og snart komme ud race løs med dem på (det er desværre endnu ikke varmt nok til at jeg kan have dem på, når jeg bare går rundt udenfor).

Når det bliver vinter igen, så vil jeg være klar med et par Five Fingers KSO Trek, så jeg kan holde musklerne ved lige vinteren igennem og i det hele taget nyde hvor fede Five Fingers er ifht. traditionelle løbesko.

Der er efterhånden gået næsten et år siden jeg faldt i og købte mig et par racerøde Five Fingers Sprint (et par sko der er totalt fodformede med tæer og det hele).

Siden da er jeg flere gange blevet spurgt om hvad det er jeg har på føderne, hvordan de er at gå og ikke mindst løbe i. Det sker faktisk ofte, at folk stopper mig på gaden og spørger ind til skoene – eller blot stirrer på mine fødder og trækker lidt på smilebåndet over mit underlige valg af fodtøj.

Det må derfor være på tide, at jeg rapporterer løs om hvordan jeg og mine Five Fingers Sprint har det sammen.

Gående i tre uger

Producten (Vibram) anbefaler at man nøjes med at gå i skoene i de første tre uger, da man bruger fødder og ben på en helt ny måde når man har dem på. Det gjorde jeg så – selvom det krævede en del disciplin at holde sig tilbage og lade være med at prøve at sprinte derudaf i dem.

Men bare det at gå rundt i dem føles fantastisk. Når jeg har dem på, så kan jeg næsten mærke græsset gennem skoene, så jeg har en hel anden kontakt med naturen end jeg ellers ville have. Alle de små niveauforskelle og konturer mærkes tydeligt gennem skoene (ligesom skarpe sten gør det, så de duer ikke til at krydse et stenbrud med – men det er vist også noget nær det eneste de ikke kan klare).

Afsted, afsted i løb

Så snart jeg havde gået rundt i dem i tre uger begyndte jeg at løbe lidt i dem. Først nogle små ture på 5-8 km og siden lidt længere ture på 10-12 km.

Hvis skoene er gode at gå i, så er det intet imod hvor fantastiske de er at løbe i. Afhængig af underlaget, så giver det godtnok lidt hårdere stød end normalt at løbe derudaf (der er ingen som helst affjedring i skoene). Tilgengæld føles de bedre tilpasset foden og de har bl.a. gjort at jeg har kunne smide mine gamle, sure ankelbind ud.

Der er da også nogen der mener, at det er sundere og giver færre skader at løbe i bare tæer – og derved også Five Fingers.

Min plan er at bruge skoene til stadig længere løbeture og potentielt løbe en marathon i dem.

Kort fortalt

Kort fortalt, så er det positive ved mine Five Fingers Sprint:

• At de simpelthen er møgrare at have på – uanset om jeg står, går eller løber. Siden jeg fik gang i mine Five Fingers har mine gamle, traditionelle løbesko føltes som et par tunge papkasser.
• At når jeg har dem på, så føler jeg, at jeg løber hurtigere end før. Om det skyldes at de passer bedre til foden, at de vejer mindre eller noget helt tredie vil jeg dog ikke gøre mig klog på.

Negativt er det tilgengæld at:

• Hælremmen går nogle gange op/bliver løs når jeg racer derudaf i fuld fart. Det lille stykke amerikansk lynlås er ikke stærk nok. Den anden rem henover foden fungerer tilgengæld perfekt (den har også en del breddere og længere klisterflade).
• De lugtet helt uhyggeligt dårligt efter brug. Traditionelle løbesko lugter også, men det er ingenting ifht. hvordan mine Five Fingers lugter efter et par ture. Heldigvis kan de vaskes ved 30 C, men hvor tit får man lige gjort det? (især fordi de bagefter skal hænge til tørre i timevis)
• De er temmeligt åbne og derfor helt ubrugelige når det er koldt i vejret. Heldigvis lokker Vibram også med et par lukkede modeller, så jeg venter med længsel på at få fat i et sådan par til når det er koldt udenfor.